De første dage med ASUS ROG Phone II – Dag 1

Direkte ud af æsken imponerer ASUS ROG Phone II med sin skærm. Her kan I læse første indtryk af ASUS' kraftfulde gamingtelefon.

De første dage med ASUS ROG Phone II – Dag 1

Efter et imponerende lanceringsarrangement i Berlin, har vi måtte vente i spænding på at få ASUS ROG Phone II til test. Nu er telefonen endelig landet hos Mobilsiden, og det er tid til at se, om det har været ventetiden værd.

Læs også: Sådan ser ASUS ROG Phone II ud indvendigt

Jeg er så heldig at få æren af at anmelde den kraftige gamingtelefon, hvilket jeg vil gøre på samme måde som med ASUS Zenfone 6 – med de første indtryk fordelt over de tre første dage og derefter en samlet anmeldelse. Dels fordi det er lidt lettere at komme hele vejen rundt om telefonens funktioner, og dels for at følge med i kommentarfeltet, hvor jeg tager højde for, hvilke spørgsmål I har, og inkluderer så mange som muligt i anmeldelsen. I kan med andre ord bare spørge løs, og så skal jeg forsøge at besvare så mange spørgsmål som muligt.

ASUS ROG Phone II
ASUS ROG Phone II. Foto: Mobilsiden.dk

Første indtryk

Ud fra emballagen er det tydeligt, hvilket segment ROG II henvender sig til. Den lidt anderledes udformning af æsken, kombineret med Republic of Gamers’ logo og sci-fi-agtige mønstre, skriger gaming. Det er næsten for meget, men mit indre legebarn synes det er knaldhamrende fedt.

Telefonen i sig selv ligner forgængeren på mange punkter, men byder på væsentlige forbedringer. Kameramodulet minder meget om det, der findes på ROG I, dog med en ekstra blitz. Og den udluftning, man finder på bagsiden, har stort set samme form som tidligere. Alle de små detaljer ser dog ud til, at have fået en lille opdatering, hvilket klæder telefonen. Jeg er fan af designet, men det er bestemt ikke for alle. Jeg kunne ikke forestille mig, at min gamle svigermor ville synes, at det var specielt interessant med et lysende logo på bagsiden af telefonen. Til gengæld vil jeg tro, at de fleste med hang til gaming ville elske at have ASUS ROG Phone II i lommen.

En markant forskel fra ROG I til ROG II, er størrelsen. ROG Phone II har en skærm på 6,6 tommer, i modsætning til forgængerens 6 tommer. Da det er en gamingtelefon, hvor displayet spiller en kæmpe rolle, er der selvfølgelig ingen notch. Man har derimod ret tykke kanter i top og bund, for ikke at skære ind i selve billedet. Det gør, at telefonen er ret stor – den er faktisk kæmpestor. Jeg er en af de typer, der synes, at “more is more”, og derfor foretrækker jeg også store telefoner. Men hvis man ikke er til telefoner i klassen med Samsung Galaxy S10+, Samsung Galaxy Note10+ eller Apples største iPhones, så bliver ASUS ROG Phone II uden tvivl for stor.

Der er dog en mening med galskaben.

ASUS ROG Phone II
Man kan naturligvis indstille skærmen til en lavere opdateringshastighed – men hvorfor skulle man det, når man nu har muligheden for 120 Hz?. Foto: Mobilsiden.dk

Utrolig skærm

Den store skærm er måske den flotteste, jeg har set indtil nu. Med en opdateringsfrekvens på 120 Hz, føles telefonens skærm i en klasse for sig, hvilket den jo også er. Men gør det overhovedet en forskel, hvis man for eksempel er vant til 90 Hz, som findes i OnePlus og ROG I? – Uden tvivl. Sammenlignet med OnePlus 7 Pro, er ASUS ROG Phone II i en helt anden liga. Det er lige før, at telefonens menuer bliver ramt af “sæbeopera-effekten”, fordi billedet er så flydende.

Også på film og i spil virker skærmen i en klasse for sig, og kombineret med de store højtalere, er ASUS ROG Phone II i stand til at levere en langt bedre multimedieoplevelse end stort set alle andre telefoner, jeg har haft i hænderne.

Jeg har dog den lille aber dabei, at skærmen måske godt kunne tåle lidt mere lysstyrke. I direkte solskin kan den være svær at se noget som helst på faktisk, hvilket er synd. Jeg ved godt, at de af os, der bruger mange timer på videospil, måske ikke kommer så meget ud, men stadigvæk. Og hvis nogen påstår, at det er et spørgsmål om batteri, så vil jeg lige henvise til monsterbatteriet på 6.000 mAh.

Der er selvfølgelig flere faktorer, som spiller ind, og jeg skal nok dykke endnu mere ned i skærmen og dens egenskaber i den endelige anmeldelse. Indtil da kan i følge med i de kommende dage, hvor jeg blandt andet kigger lidt på kameraet og ikke mindst telefonens niche, gaming.

Opfølgning:

Historien tog relativt hurtigt en ny drejning. mobilsiden kunne ikke lade være. 7/8/2019 bragte vi en artikel med fokus på Rygte: Fremtidige Samsung mobiler får AMD-grafik – Artiklen finder du her. Den absolut seneste udvikling i sagen kan du følge her.