Det skriver medierne om mobil i dag – mandag
Sidste uge lukkede med en stor opdatering af softwaren i HTC One X, som har gjort mange One X-ejere rigtigt glade, da den forbedrer mobilen performance markant.
Det kom desuden frem, at Google Nexus 7 blev skabt på kun fire måneder, og Samsungs salgstal blev afsløret.
Nu er endnu en uge begyndt, og herunder kan du læse morgenens korte overblik.
Lenovo har annonceret en Windows 8-tablet
ThinkPad Tablet 2 er navnet på den Windows 8-enhed, som Lenovo netop har annonceret.
Enheden kører med Intel Atom processor, og styresystemet er således Windows 8 Pro, præcis som på Microsofts kommende professionelle tablet, Microsoft Surface.
Lenovos enhed har 10,1 tommer skærm med 1.366 x 768 pixels opløsning, 3G, 4G, NFC samt finderaftrykslæser. Der kommer også et keyboard, hvilket dog er ekstraudstyr.
Vægten er omkring 600 gram, og tykkelsen på 9,8 millimeter.
Lenovo ThinkPad Tablet 2 bliver tilgængelig når Microsoft frigiver Windows Phone 8 i oktober. Indtil nu er salgsprisen ikke kendt.
Live-tiles i Windows Phone 8 kontakter
Når Windows Phone 8 senere på sæsonen lander, bliver det med en nyskabelse i kontaktlisten.
Webitet WP7app.de rapporterer om nye live-tiles i kontaktlisten, samt en mulighed for at vise kontakter horisontalt.
Google forbedrer søgningen
Google er i gang med at forbedre søgemaskinen Google.com på mobilenheder og tablets, skrives på den officielle blog.
Søgegiganten vil give bedre svar på vejrudsigter, flyafgange m.v., og præsentere dem i den nye ”card-mode”, der også kendes fra den kommende Android 4.1 Jelly Bean.
Den optimerede søgning er indtil videre kun tilgængelig på engelsk.
Wimp har lille fremgang
Musiktjenesten Wimp øger salget i Danmark, dog uden det for alvor trækker fra, skriver Business.dk.
Wimp solgte i andet kvartal for 11,6 millioner svenske kroner i Danmark. For et år siden lå salget på 9,8 millioner skriver.
I Norge voksede omsætningen af 30,7 til 47,3 millioner svenske kroner.
Elbilen bliver sjovere med apps
Konkurrencen ”Apps og elbiler” er mundet ud i et website, der samler de 15 bedste, af over 40 idéer, der skal gøre elbilen sjovere og smartere, skriver Comon.dk.
På siden kan man komme med sin mening om app-idéerne.