Flere nyheder i Android Q afsløret før tid
Android Q er efter alt at dømme stadig måneder fra at blive udgivet i den første tidlige betaudgave, men ikke desto mindre bliver der konstant lækket nye features i den kommende software.
Læs også: Android Q lækket: Får flere længe ventede features
For små to uger siden blev en lang række nyheder afsløret, og nu har både XDA-developers og 9to5Google afsløret forskellige nyheder i Android Q.
Face ID-lignende oplåsning
Android har i mange år understøttet ansigtsgenkendelse. Helt tilbage i 2011, hvor Android 4.0 Ice Cream Sandwich blev lanceret, introducerede Google ansigtsgenkendelse – en funktion som senere hen blev fjernet af sikkerhedsmæssige årsager, da det var meget nemt at låse telefonerne op med fotos af brugeren.
Med introduktionen af iPhone X og Face ID kom der pludselig opmærksomhed på ansigtsgenkendelse igen, men Apples løsning var markant sikrere takket være en infrarød sensor og bedre algoritmer. Apple påstod, at it-giganten var mindst to år foran konkurrenterne med Face ID, og det er tilsyneladende ikke helt forkert, for først i Android Q kommer der officiel understøttelse af en lignende løsning til oplåsning af enheder med ansigtsgenkendelse og ved brug af ekstra sensorer.
XDA-developers har spottet følgende tekststrenge:
|
I samme ombæring ændrer Google også ved det vindue, der viser sig, når man skal bekræfte noget med sit fingeraftryk i eksempelvis en app. Fordi mange nyere topmodeller begynder at få en fingeraftrykslæser indbygget i skærmen, har Google placeret popupvinduet nederst på skærmen, så det passer med placeringen af den nye type fingeraftrykslæsere.
Indbygget skærmoptager og genvej til nødopkald
Siden iOS 11 har Apple haft en indbygget funktion til at optage skærmindholdet på ens iPhone, og det kommer brugere af Android Q også til at have. Dermed er det ikke længere nødvendigt at downloade tredjepartsapps i Google Play for at optage skærmens indhold.
Genvejen til at optage skærmen vil være samme sted som sluk-, genstart- og skærmbillede-knappen, når man holder tænd/sluk-knappen nede. Første gang skal man give systemet lov til at optage skærmen, og der vil også være mulighed for at optage lyd sammen med skærmoptagelsen.
Samme sted vil der også komme en ny knap, hvor man kan trykke for at lave et nødopkald.
WPA3 og 5G
Android Q kommer også til at understøtte protokollen WPA3, som er efterfølgeren til den nuværende WPA2-protokol, som bruges, når man indtaster et kodeord til et Wi-Fi-netværk. Med WPA3 kommer der øget sikkerhed, så det er sværere at knække koden til et netværk ved brug af det såkaldte brute force. Derudover gør WPA3 det lettere at forbinde til enheder uden skærme såsom smart-ting til hjemmet. Sidst, men ikke mindst, understøtter WPA3 også en lang række forbedrede sikkerhedstiltag rettet mod virksomheder, statsmagter og forsvar.
To officielle 5G-ikoner er også spottet i den tidlige udgave af Android Q. Der er, ikke overraskende, tale om ikoner, der ligner 4G- og 4G+-ikonerne på en prik – bare med et femtal i stedet for et firtal.
Nedgradering af apps
I hidtidige Android-versioner er det ikke muligt at installere en ældre version af en app i stedet for den nuværende version. Hvis man f.eks. har version 205 af Facebook, kan man ikke gå tilbage til version 204 uden at afinstallere appen først – men nogle apps kan ikke afinstalleres, og så er det ikke muligt at gå tilbage til en ældre udgave af en app, som man ønsker at installere, hvis den eksempelvis synes bedre om en ældre udgave.
Det er dog muligt i Android Q, hvor man altså kan nedgradere til tidligere udgaver af apps – også systemapps.