Highlights fra Mobilsiden.dk i Aftenshowet
Samsung Omnia, LG KC910 Renior, HTC Touch HD, Nokia N96, Sony Ericsson Xperia X1 og C905i. Bunken af produkter var lang, da Mobilsiden.dk i Aftenshowet fremviste nogle af de produkter, der ventes at præge billedet i efteråret 2008.
Groft sagt vil producenterne fokusere på tre hovedtendenser; Internetadgang og mails, 5-8 megapixels kamera og GPS. Alle dele kræver stor skærm og et brugervenligt interface.
Brugeroplevelse og trykfølsom skærm
Flere og flere mobiler har fokus på en bedre brugeroplevelse. Både Apple iPhone og HTC Touch Diamond var med til, at pushe dette frem. Men husk, touchskærme er ikke nyt – det er blot blevet rigtig hot det seneste år.
I november kommer HTC Touch HD, som med en skærmstørrelse på 3,8 tommer i 480×800 pixels, sætter ny standard for klarheden og farveægtheden på en mobiltelefon. Til sammenligning er iPhones skærm 3,5 tommer i 320×480 pixels – eller sagt på en anden måde, iPhone har det samme antal pixels i højden, som Touch HD har i bredden.
Store skærme åbner for nye anvendelsesområder. F.eks. bliver GPS og internetadgang langt bedre og mere interessant.
Samsung Omnia (SGH-i900) lægger sig i samme stime.
Fotos – nye standarder
Ny standard for indbyggede kameraer i topmodellerne er 5 til 8 megapixels. LG KC910 Renoir er et forrygende eksempel på en producent, der stormer frem på markedet med produkter og kamera af høj kvalitet – 8 megapixels, rigtig Xenon-blitz og lækkert kamerainterface gør dette produkt værd at holde øje med.
Sony Ericsson har ligeledes 8 megapixels i deres kommende kameratopmodel C905i. Fordelen for brugerne er, at Sony Ericssons velkendte menusystem bibeholdes, og at mobilen også har en lækker musikdel.
Mobilsiden.dk har tjekket fotokvaliteten på de første testudgaver af topmodeller og resultatet er overraskende godt. Pixels gør det naturligvis ikke alene, og optikken halter stadig i forhold til et spejlreflekskamera – men til dagligdags “her og nu”-fotografering, er resultatet godkendt. Desværre er mobilkameraerne generelt langsomme i opstarten og betjeningen – men også dette punkt forbedres løbende.
Mails og internet
De store skærme og hurtig netadgang i telefonerne gør, at der bliver større fokus på internet og mails. Sony Ericsson Xperia X1 er et eksempel på en sådan enhed, der kombinerer lækkert design med stor skærm og komplet fysisk tastatur. Især erhvervsbrugerne forventer meget af denne model.
I forhold til topmodellerne vi viste frem i Aftenshowet, er X1 klart den mest oplagte til mails og net – netop på grund af tastaturet. Men mobiler som Omnia og Touch HD har også muligheden. Her skal skærmtastaturet dog benyttes i stedet.
Den gode nyhed er, at brugerne ikke længere skal tage stilling til om en hjemmeside “passer til mobilen”, da indholdet automatisk tilpasses enhedens skærm. Når indhold skal læses, zoomes ind på området.
GPS og navigation
Alle mobilerne har GPS og kan benytte Google Maps, der bedst kan beskrives som et interaktivt Krak-kort. Ønskes rigtig software til navigation kan dette installeres (med undtagelse af LG Renior). Flere mobiler giver desuden mulighed for, at sætte den aktuelle GPS-position på billeder, så man altid ved hvor det er taget.
Nokia N96 kommer med rigtig navigation ud af pakken. Med programmet Maps 2.0 bliver man guidet til bestemmelsesstedet.
Ingen tvivl om, at GPS er kommet for at blive – både i standard- og topmodeller.