Mobilsnak bag rattet skal koste 1.500 kr.
Politiet har travlt med at udskrive bøder til bilister, der taler i mobiltelefon bag rattet.
I 2008 blev der i alt skrevet bøder til 21.700 syndere, men sidste år skete der en rekordstigning til hele 30.000 bøder. Det viser seneste opgørelse fra politiet.
Formanden for Færdselssikkerheds-kommissionen, Karsten Nonbo (V), vil have strammet bøden for at tale i håndholdt mobiltelefon under kørsel. Bødestørrelsen skal hæves fra de nuværende 500 kroner til 1500 kroner.
– “At tale i mobiltelefon bringer lig på bordet, men vi kan ikke dokumentere hvor mange. Nu er en arbejdsgruppe ved at lave statistikkerne”, siger Karsten Nonbo (V) til Politiken.
SMS er livsfarligt
Det er ikke kun mobilsnak, der bruges tid på i bilen. Også SMS både sendes og modtages under kørslen.
En undersøgelse foretaget af Megafon, viser at hver tredje bilist ofte eller af og til læser sms-beskeder, når de sidder bag rattet. Hver sjette bilist skriver SMS’er, mens de kører.
Samme undersøgelse viser også, at det er hver fjerde bilist, som taler i håndholdt telefon under kørsel.
– “Der er ingen tvivl om, at det er farligt at bruge håndholdt mobil som bilist – og at skrive sms-beskeder under kørsel er hammerfarligt,” siger Anders Rosbo, direktør for Rådet for Sikker Trafik til Politiken.