Nu kan du få Samsungs browser til alle Android-enheder
Samsungs browser til dets Android-smartphones er nu tilgængelig på alle Android-enheder uanset mærke. Der er tale om betaudgaven af browseren kaldet Samsung Internet Browser Beta, som nu ikke længere er begrænset til ejere af Samsung-enheder.
Dermed kan du få adgang til en browser, der grundlæggende minder meget om Google Chrome til Android og er baseret på samme motor. Samsungs browser adskiller sig ved at have en række ekstra funktioner, blandt andet muligheden for at tilføje udvidelser og indholdsblokkere. Derudover kan du også browse internettet tyndt sent på aftenen med dens aftentilstand.
Læs også: Ny Samsung feature: reklamefri mobilbrowser
Samsung Internet Browser Beta er gratis ligesom den normale udgave og kan downloades i Google Play her. Det eneste krav til at kunne downloade appen er, at din Android-enhed har Android 5.0 eller nyere installeret. Det er endnu uvist, hvornår den mere stabile udgave af Samsung Internet Browser også bliver tilgængelig for alle Android-smartphones og -tablets.
Kommer du fra Google Chrome-browseren og vil give Samsungs browser et forsøg, kan du downloade udvidelsen ’Samsung Internet’ til Chrome på en PC, som vil importere dine bogmærker til en Samsung-konto, som du kan oprette via udvidelsen. Samme konto logger du så ind med i browseren – og så er du kørende.