Samsung er på vej med en intelligent højttaler

I løbet af det første halvår af 2018 vil Samsung lancere en intelligent højttaler, som skal konkurrere med Apples HomePod-højttaler.

Samsung er på vej med en intelligent højttaler

Det er blevet ganske populært med de intelligente højttalere, som indgår i hjemmets indretning. Blandt andet Apple, Google og Amazon har lavet en eller flere af sådanne højttalere, som alle gemmer på hver deres smarte assistenter, som man kan snakke til.

Læs også: Avis: Samsung Galaxy S9 og S9+ afsløres den 27. februar

Nu vil Samsung også være med, ser det ud til. Finansmediet Bloomberg erfarer i hvert fald via kilder i industrien, at Samsung lancerer sit bud på en intelligent højttaler i løbet af første halvår af 2018.

Vil minde om HomePod – men blive billigere

Det forlyder, at fokus især vil være på lydsiden ligesom Apple HomePod, så den formentlig kan spille hele stuen op. Faktisk lyder den i høj grad til at være inspireret af HomePod, for den siges også at have omtrent samme størrelse.

Højttaleren er endnu ikke færdigudviklet, men indtil videre florerer en prototype i sort, lyder det fra kilderne. Det er muligt, at flere farver vil komme senere. Indtil videre har Samsung valgt samme fremgangsmåde som Apple, hvor der ingen skærm på højttaleren er, men i stedet vil der være visuel feedback i form af lys eller dioder.

Hvor Amazons højttalere benytter assistenten Alexa, Googles højttalere bruger Google Assistant og Apple HomePod bruger Siri, så vil Samsungs højttaler naturligvis blive drevet af sydkoreanernes egen assistent, Bixby. Den vil være låst til Samsungs økosystem, ligesom de andre er låst til deres respektive økosystemer. Det vil derfor være muligt at synkronisere højttaleren med tv, Samsung-smartphones og andre produkter fra Samsung.

Læs også: Samsung udvikler ny batteriteknologi: Fra 0-100 på 12 minutter

Prismæssigt ventes den at komme til at koste $200, hvilket direkte omsat til danske kroner er 1.260 kroner. Til sammenligning kommer Apple HomePod til at koste $350 eller 2.200 kroner, når den kan købes en gang i starten af næste år. Prisen og lanceringstidspunktet kan dog endnu nå at ændre sig, lyder det. Den vil dog næppe være at finde i de danske butikker lige foreløbig, for som med alle andre assistenter bortset fra Siri virker den ikke på dansk – og der er heller ikke udsigt til, at dansk understøttelse er på vej.

Samsung har i forvejen en større portefølje af ‘Smart Speakers’, blandt andet højttalerne R1, R3, R5, R6, R7 og M7. Der er dog tale om den forrige generation af smarte højttalere, så at sige, hvor de er lavet til at kunne tale og koble sammen og ikke meget mere end det. Der er altså ingen Bixby-assistent indbygget i dem. Det vil den kommende højttaler være den første med.

Seenste nyt om emnet

Vi prøvede, men vi kunne ikke lade sagen ligge. mobilsiden fortsatte fortællingen. 15/12/2017 havde redaktionen fokus på en artikel med tematikken Avis: Samsung Galaxy S9 og S9+ afsløres den 27. februar – Du kan læse den her. Se også seneste nyt om temaet her..