Analytiker: Lumia 925 vil øge Nokia-salget betydeligt
I sidste uge blev Nokia Asha 501 præsenteret, og i dag fulgte så en smartphone fra øverste hylde i form af Lumia 925.
Efter afsløringen af Nokia Lumia 925 ser aktieanalytiker Morten Imsgard fra Sydbank positivt på den finske mobilproducents mulighed for at sætte fart i salgstallene.
– “De seneste produktlanceringer styrker efter vores vurdering Nokias muligheder for at øge smartphonesalget betydeligt i løbet af 2013,” lyder det blandt andet i en kommentar til Nokia-nyhederne.
Morten Imsgard skriver videre, at Lumia 928-modellen “giver Nokia adgang til den store amerikanske teleoperatør Verizons kunder,” og han forventer på den baggrund, at Nokia “kan øge salget af smartphones markant i USA i løbet af 2013.”
Forventningen fra Sydbank er, at designet på Lumia 925 vil nå ud til en bredere kundegruppe.
– “Vi ser Nokia Lumia 925 som en opgradering af Lumia 920, mens vi først venter, at Nokia vil præsentere en egentlig efterfølger og ny topmodel i september/oktober, hvor Nokia Lumia 920 har været på markedet i omkring ét år,” skriver Morten Imsgard.
Læs også:
– Nokia Lumia 925 – danskerne må vente
– Billeder taget med Nokia Lumia 925