Apple: Derfor går iPhone 6s pludselig i sort
I november måned kunne Apple, efter et væld af klager fra ejere af iPhone 6s, konstatere, at modeller produceret i september og oktober 2015 har et defekt batteri, der kan resultere i pludselige nedlukninger af telefonen.
Typisk ses det, at de fejlramte iPhone 6s-modeller lukker ned ved omkring 30 % resterende batteri, indtil der igen tilsluttes en oplader. Derfor indledte Apple et gratis ombytningsprogram for ejere, der har et eksemplar produceret i perioden.
Læs også: Apple erkender: der er defekte iPhones derude
Selvom undersøgelsen af fejlen allerede var gennemført på det tidspunkt, nævnte Apple intet om, hvad der lå til grund for fejlen. Det forklarer Apple dog nu på sin hjemmeside, lige som der også nu er oprettet en support-side specifikt omhandlende problemet, hvor du kan indtaste serienummeret på din iPhone 6s for at se, om din telefon er berørt.
Årsagen til de uventede nedlukninger af iPhone 6s omkring de 30 % skyldes ifølge Apple ”en batterikomponent, der har været udsat for kontrolleret, omgivende luft i længere tid, end det burde, før det blev sammensat til batteripakker”.
Fejlen i fremstillingen af batterierne har ifølge Apple gjort, at kapaciteten er blevet forringet hurtigere end normalt, hvilket har resulteret i de pludselige nedlukninger.
Det har dog ikke, bemærker producenten, på noget tidspunkt udgjort nogen sikkerhedsrisiko modsat de væsentligt større problemer, som Samsung har døjet med i forbindelse med lanceringen af dette efterårs topmodel Galaxy Note 7, som sidenhen er blevet tilbagekaldt ad to omgange.