Apple: Google har nul adgang til brugernes data

Apples nye Siri AI kræver enorm regnekraft og rykker delvist ind på Googles servere. Alligevel garanterer Apple, at dine private data er i sikkerhed.

Apple: Google har nul adgang til brugernes data

Apples kommende storsatsning, Siri AI, bliver så krævende, at smartphonen ikke længere kan trække læsset alene.

Derfor tager Apple nu et opsigtsvækkende skridt og tager Googles servere i brug, alt imens Apple lover urokkelig datasikkerhed.

Se også: Test og priser på nyeste mobiler

Apple har brug for regnekraft fra Googles servere

Apple har længe slået sig op på, at al databehandling skal ske lokalt på dine enheder, og ikke mindst, at brugernes data forbliver private på iPhonen.

Men med introduktionen af Apple Intelligence har Apple ramt muren for, hvad deres hardware kan præstere på egen hånd.

For at levere den nødvendige muskelkraft til de mest avancerede sprogmodeller, har Apple indgået et bemærkelsesværdigt samarbejde.

Den tungeste del af den nye Siri AI, kendt som AFM 3 Cloud Pro, kommer nemlig til at køre på Nvidia-hardware direkte i Googles store datacentre. Hermed undgår Apple selv at skulle bygge massive serverparker fra bunden.

Se også: De absolut bedste iPhones

Data fordamper øjeblikkeligt

Selvom udliciteringen til Google kan lyde som et brud på Apples strenge principper om privatliv, forsikrer virksomheden, at intet er ændret. Google får absolut ingen adgang til brugernes informationer.

For at beskytte data har Apple videreudviklet deres såkaldte Private Cloud Compute-arkitektur, så det nu fungerer sikkert på tredjepartshardware.

Det understøttes af avancerede sikkerhedschips og en kryptografisk logbog, som garanterer, at serverne kun afvikler software, der er godkendt af Apple selv.

Apples softwarechef, Craig Federighi, slår desuden fast, at alle oplysninger simpelthen fordamper og slettes i det splitsekund, din forespørgsel er besvaret af serveren.

Se også: Guide til de bedste Android-mobiler

Smart styring dirigerer trafikken

Bag kulisserne på din iPhone eller Mac sidder en ny funktion kaldet System Orchestrator. Denne software fungerer som en digital dirigent, der konstant vurderer, hvor en opgave bedst løses.

Lettere anmodninger håndteres fortsat fuldstændig lokalt på enheden via en model kaldet AFM 3 Core. Først når du stiller komplekse spørgsmål eller beder om hjælp til svære ræsonnementer, dirigerer systemet udelukkende de allermest nødvendige data op i Googles sky for at få hjælp.

Se også: Eksperterne anbefaler: Disse 3 mobiler er de bedste køb

Et paradoksalt løfte af Apple

Det lyder unægtelig besnærende, når Apple garanterer skudsikker beskyttelse af vores data i skyen. Vi skal dog blot kigge på den seneste tids udmeldinger for at se, at virkeligheden i Europa tegner et lidt andet billede.

På trods af Apple flotte løfter om, at brugernes data forbliver 100 procent private, er grunden til, at Siri AI indtil videre er droppet i EU blandt andet, at Apple ganske enkelt ikke lever op til de europæiske standarder for netop privatliv og sikkerhed.

Så selvom Apple hævder at have bygget et uigennemtrængeligt fort hos Google, vurderer EU-Kommissionen fortsat, at virksomhedens generelle løsninger ikke beskytter de europæiske forbrugeres rettigheder godt nok.