Den foldbare Motorola Razr kommer til december
En comeback af den legendariske Motorola Razr har været rygtet siden februar 2018, og siden er nye informationer dukket op i ny og næ. Nu er der endeligt nyt, af den gode slags. LetsGoDigital skriver nemlig, at Motorola Razr kommer med en foldbar skærm allerede i december måned.
Ligesom den klassiske Razr, så folder den på midten. Der er bare den forskel, at den kommende Razr ikke har en fysisk tastatur, men en banebrydende skærm på hele telefonens inderside, der foldes sammen når den lukkes. Både Samsung og Huawei har allerede fremvist, og forsinket, foldbare enheder, dog er de meget forskellige fra Motorolas. Hvor Huaweis og Samsungs foldes ud til små tablets, så fastholder Razr den kompakte størrelse, som Razr’en er kendt for.
Læs også: Motorolas foldbare telefon må nøjes med mellemklasse-chipset
En mellemklasse til 11.000 kroner
Razr’en skulle angiveligt blive udstyret med Snapdragon 710, 4-6GB RAM og 64-128GB lagerplads samt et 2730 mAh batteri, altså meget tilsvarende moderne mellemklasse-mobiler.
Prisen ser dog overhovedet ikke ud til at blive nær mellemklasse-mobilerne, da den forventes at koste 1.500 euro, altså cirka 11.000 kroner. Til dens forsvar er det betydeligt billigere end Huawei Mate X og Samsung Galaxy Fold.
Indtil videre, husk på det stadig kun er rygter, synes vi Motorolas anvendelse af en foldbar skærm, virker som den mest gennemtænkte. Hvad synes i?