Den frække røde – Sony Ericsson C903
Den er knaldrød – så man får hurtigt noget opmærksomhed, når Sony Ericsson C903 lægges frem. Det er klart den kraftigste røde farve, vi har set længe på en mobil – men det gør bare denne ekstra smart.
C903 er udført i Sony Ericssons vanlige gode kvalitet.
Mekanismen i slideren hører til blandt de bedste, og den horisontale åbnings-låge som sidder foran kameralinsen, har bestemt heller ingen problemer.
Betjeningstasterne på fronten har en god afstand, som minimerer risiko for fejltryk. De almindelige taltaster er store, men underlaget opleves lidt for blødt, og tasterne fungerer således bedst, når spidsen af fingeren benyttes.
Brugeroplevelsen er klassisk
Selvom der er tale om en helt ny mobiltelefon, indeholder C903 stadig de klassiske Sony Ericsson værdier.
De grundlæggende menupunkter ligner sig selv dog med det lille tvist, at mobilen vibrerer, når der navigeres rundt i interfacet.
Sony Ericsson C903 har både FM-radio, musikafspiller og et kamera på fem megapixels. Alle dele er lette og lige til at betjene. Har du før haft en Sony Ericsson kommer du hurtigt i gang.
Umiddelbare mangler
Bløde former og kun 96 gram er med til at trække mobilen op i point.
Men har du behov for at gå på nettet, er C903 ikke den rigtige mobil. Browseren har svært ved at vise almindelige hjemmesider, men de mobil-tilpassede opleves til gengæld fint.
De allermest irriterende umiddelbare mangler er standard 3,5 mm jackstik til hovedtelefoner, samt mulighed for at benytte trådløst netværk.
De umiddelbare indtryk af C903 er virkelig gode – specielt også fordi prisen aktuelt uden abonnement svinger omkring 2.000 kroner
I den endelige anmeldelse ser vi nærmere på kameraets billedkvalitet og musikafspillerens lyd.