Hvis du har en gammel, trådløs telefon derhjemme, kan den snart blive forbudt at anvende. Det skriver Business.dk.
Fra 1. januar 2011 træder nye teleregler i kraft, som betyder, at de analoge udgaver af trådløse telefoner ikke længere kan benyttes.
I fremtiden bliver det i stedet mobiltelefoni og mobilt bredbånd, der får glæde af frekvenserne, som hidtil har sørget for at sende signalet mellem den trådløse telefon og den dertilhørende basestation.
Kig i brugsanvisningen
IT- og Telestyrelsen forventer, at få danskere vil blive berørt af ændringen, da det ikke har været tilladt at markedsføre analoge, trådløse telefoner i Danmark de seneste otte år.
Hvis man ejer en digital udgave er der imidlertid ingen problemer. Hvis man er i tvivl om, hvorvidt telefonen er analog (kaldet CT1) eller digital (kaldet DECT) kan man som regel finde svar i brugsanvisningen.
I Sverige har de analoge telefoner været forbudt siden 1. januar 2009.