Glem iPhone: Disse mobiler har dobbelt så lang batterilevetid

Der er enorm forskel på holdbarheden af batterierne i de forskellige smartphones. Se her, hvilke mærker der kan klare flest opladninger.

Glem iPhone: Disse mobiler har dobbelt så lang batterilevetid

Nye EU-regler tvinger nu smartphoneproducenterne til at lægge kortene på bordet omkring batteriernes reelle levetid.

Gennem den europæiske database EPREL kan vi nu se, hvilke populære mobilmærker der giver dig den bedste batterilevetid, inden batteriet er slidt op.

Se også: De bedste iPhones til prisen

Hvad er EPREL og en opladningscyklus?

For at forstå tallene skal vi først kaste et blik på EPREL, som står for European Product Registry for Energy Labelling. Det er en officiel EU-database, der har til formål at gøre det gennemskueligt for forbrugerne at vælge energieffektive og holdbare produkter.

Som en del af nye skrappe økodesign-regler skal smartphones, der sælges i EU, nu bære et energimærke, der blandt andet angiver batteriets levetid målt i det, der kaldes fulde opladningscyklusser.

Energimærket afslører også, om den enkelte mobil er let at reparere, kan modstå støv og vand, hvor holdbar den generelt er og meget mere.

En opladningscyklus defineres som en komplet afladning og genopladning af batteriet fra nul til hundrede procent. Det behøver dog ikke at ske på én gang. Hvis du for eksempel bruger halvdelen af strømmen den ene dag, lader telefonen helt op, og igen bruger halvdelen næste dag, tæller det samlet set som én fuld cyklus.

EU kræver som minimum, at et batteri skal kunne klare 800 af disse cyklusser og stadig bevare mindst 80 procent af sin oprindelige kapacitet.

Se også: Her er de bedste Android-mobiler i 2026

Disse mobiler har den bedste batterilevetid

Når man dykker ned i tallene fra EPREL, tegner der sig et tydeligt billede af, at flere producenter leverer langt mere end EU’s minimumskrav. Det betyder, at du som forbruger kan forvente mange års brug, før batteriet for alvor begynder at vise svaghedstegn.

Apple og Google ligger meget side om side i statistikkerne. Både nyere iPhones, som iPhone 17, og Google Pixel-telefoner er certificeret til at kunne klare omkring 1.000 fulde opladningscyklusser. Det er et solidt resultat, som for de fleste brugere vil sikre et sundt batteri i tre til fire år ved normalt dagligt brug uden mærkbare forringelser.

Helt i top finder vi dog den sydkoreanske gigant Samsung. På deres seneste topmodeller, som Galaxy S26-serien, angiver databasen en imponerende batteriholdbarhed på helt op til 2.000 opladningscyklusser – altså dobbelt så lang batterilevetid som nyeste iPhones.

Lader du din telefon helt op en enkelt gang om dagen, vil det altså tage langt over fem år, før batterikapaciteten falder til et niveau, hvor en udskiftning for alvor begynder at give mening.

Se også: De absolut bedste iPhones

Den store rangliste over batteriholdbarhed

Herunder kan du se en samlet rangliste over de mest populære smartphoneproducenter og deres batteriholdbarhed, baseret på registreringerne i den officielle EPREL-database.

Tallene er angivet i fulde opladningscyklusser, og for flere af mærkerne er der angivet et spænd.

Holdbarheden kan variere afhængigt af, om du køber en dyr topmodel eller en mere budgetvenlig telefon fra deres sortiment, hvor de dyrere typisk har batterier af højere kvalitet og en indmad, der passer bedre på batteriet.

  • Samsung: 1.200 – 2.000 opladningscyklusser
  • OnePlus: 1.400 – 1.600 opladningscyklusser
  • Oppo: 1.400 – 1.600 opladningscyklusser
  • Nothing: 1.400 – 1.600 opladningscyklusser
  • Xiaomi: 1.000 – 1.600 opladningscyklusser
  • Realme: 1.000 – 1.600 opladningscyklusser
  • Motorola: 800 – 1.200 opladningscyklusser
  • Apple: 1.000 opladningscyklusser
  • Google: 1.000 opladningscyklusser
  • Doro: 800 opladningscyklusser

Se også: Vi anbefaler: Disse 3 mobiler er de bedste køb

Hvad betyder tallene for dig som forbruger?

Når du står over for at skulle investere i en ny smartphone, giver de nye EPREL-tal dig et helt unikt redskab til at vurdere den langsigtede værdi af dit køb. Hvor vi tidligere kun kunne gætte på batteriets levetid ud fra kapaciteten, har du nu sort på hvidt, hvor mange år telefonen reelt kan holde.

Det er især en afgørende viden for dig, der gerne vil beholde din telefon i tre, fire eller fem år. Vælger du en model fra toppen af listen, slipper du nemlig for at købe ny mobil tidligt eller en dyr udgift til et batteriskift på et værksted.

Derudover har tallene en massiv betydning for gensalgsprisen. En brugt telefon, hvor batteriet fra fabrikkens side er bygget til at modstå over tusind opladninger, vil utvivlsomt bevare en højere værdi på brugtmarkedet.

Når du kombinerer den lange batteriholdbarhed med de mange års softwareopdateringer, som producenterne i stigende grad tilbyder, giver databasen dig altså mulighed for at træffe et mere økonomisk og bæredygtigt valg næste gang, du skifter mobil.