Huawei: Vi solgte flere smartphones end Apple i december

Huawei har overhalet Apple, når det drejer sig om at sælge flest smartphones - men kun i december måned.

Huawei: Vi solgte flere smartphones end Apple i december

Den kinesiske producent Huawei stormer frem i disse år. Faktisk så meget, at Huawei har solgt flere smartphones end Apple i december måned. Det hævder producenten over for avisen The Economic Times.

”Huawei overhalede Apple i antallet af salg på verdensplan i december måned,” lyder det kortfattet fra Huaweis indiske produktchef.

Læs også: Huawei stormer frem: 100 mio. solgte smartphones i 2015

Helt konkret skulle Huawei have sneget sig op på en markedsandel på 13,2 pct. Til sammenligning skulle Apples markedsandel modsat være faldet til 12 pct. ifølge Huawei.

Analyseinstitut fortæller en anden historie

Det lyder ganske vist imponerende, og det er der en god grund til. Der er nemlig kun tale om et øjebliksbillede, som ikke giver et nær så korrekt billede, som analyseinstitutternes kvartalsvise markedsopgørelser viser.

Huawei kan altså ganske vist have solgt flere smartphones og dermed overhalet Apple i december måned, men zoomer man lidt ud og kigger på sidste års fjerde kvartal, er historien noget anderledes.

Ifølge analyseinstituttet Strategy Analytics solgte Huawei i fjerde kvartal 2016 44,9 millioner smartphones, hvilket er et godt stykke under Apples 78,3 millioner eksemplarer i samme periode. Her må Huawei altså nøjes med 10,2 pct. af markedet frem for de 13,2 pct. kun i december måned. Apple, derimod, topper faktisk kvartalet med 17,8 pct. – altså noget højere end de blot 12 pct. i december måned.

Læs også: Komponent-lotteri: Visse Huawei P10’ere er markant langsommere

Huawei oplyser også, at producenten samlet set solgte 139 millioner smartphones i 2016, hvilket er noget højere end de 100 millioner eksemplarer, som Huawei opnåede i 2015. Ifølge analyseinstittet er der tale om 138,8 millioner solgte Huawei-smartphones ud af samlet set 1,49 milliarder solgte smartphones på verdensplan. Huaweis salg udgjorde altså kun 9,3 pct. i hele 2016, mens Apples samlede salg i 2016 på 215,4 millioner iPhones udgjorde 14,5 pct. af al smartphonesalg i 2016.

Summa summarum er altså, at selv om Huawei ganske vist kan have solgt flere smartphones i december end Apple, så har den kinesiske producent fortsat et godt stykke op til Apple, før den kan kalde sig verdens anden største.

Temaets videre forløb

Temaet døde ikke med det første redaktionelle stik. mobilsiden fortsatte historien. 1/6/2017 gik vi videre med nyheden om Top 10 smartphones i maj – Læs mere her. Meget er sket siden. Du kan klikke her for sidste nyt i sagen..