iPhone SE tiltrækker mange Android-brugere
Det er hårde tider for flere af smartphoneproducenterne med et salg, der i USA er faldet med 25 % i andet kvartal 2020. Det skriver analyseinstituttet Counterpoint Research.
Samsungs salg er for eksempel gået 10 % tilbage, mens det er dalet 23 % hos Apple. Endnu værre gik det for OnePlus, Motorola og ZTE, hvis salg i USA er faldet henholdsvis 60, 62 og 68 %.
iPhone SE har løftet salget i et udfordrende kvartal
Hos Apple er der dog et lyspunkt midt i disse hårde coronatider: iPhone SE (2020), som blev præsenteret og lanceret i butikkerne i løbet af april.
Ifølge Counterpoint Research lykkedes det nemlig Apple at øge salget med lanceringen af den lille, nye iPhone SE, som starter ved 3.699 kroner, hvilket hjalp til at gøre det forrige kvartal knap så katastrofalt.
En overvejelse, når man lancerer en så billig smartphone, er naturligvis også, om det kan skade salget af de dyrere modeller. Det er dog ikke tilfældet med iPhone SE, mener Jeff Fieldhack, som er direktør for Counterpoint Researchs undersøgelser af det nordamerikanske marked.
”Vores undersøgelser viser, at er usandsynligt, at salget af iPhone SE kannibaliserer salget af efterårets iPhones med 5G. Købere af iPhone SE er mere pragmatiske i forhold til prisen, mindre optagede af 5G, og den mindre skærm ses ikke som en hindring,” lyder det.
Læs også: Test: Apple iPhone SE 2020 – Et fornuftigt iPhone-valg
iPhone SE tiltrækker mange Android-brugere
Det er, ikke overraskende, den lave pris, der gør iPhone SE attraktiv for mange, men det er ikke kun eksisterende iPhone-brugere, der køber den prisvenlige iPhone.
Ifølge Counterpoint Research appellerer iPhone SE nemlig også til mange Android-brugere, som tager skiftet fra Googles styresystem til Apples økosystem – faktisk mere end nogen anden iPhone formår, lyder det.
”Over 30 % af køberne af iPhone SE kommer fra en iPhone 6S eller ældre iPhone – telefoner fire år gamle eller ældre. Over 26 % af iPhone SE-brugerne skiftede fra en Android-enhed, hvilket er højere end den normale andel, der skifter fra Android til iOS,” siger Jeff Fieldhack fra Counterpoint Research.