LG melder sig ind i kapløbet om foldbare smartphones

Foldbare displays bliver det næste store i mobilverdenen, og selvom Samsung var spået til at blive de første, så kan LG måske nå at stjæle billedet.

LG melder sig ind i kapløbet om foldbare smartphones

Der kommer hele tiden nye smartphones på markedet, og selvom de hver især bringer nye features og funktioner med sig, så er der ét punkt, hvor vi ikke har set den store ændring de seneste år.

Der er nemlig ikke nogen, der for alvor har formået at gøre op med det klassiske look på en mobiltelefon, og vi er efterhånden vant til en flad enhed med buede sider fra de fleste producenter.

Det billede kan dog snart ændre sig, og vi går formentlig en fremtid med fleksible foldbare displays i møde. Vi har tidligere primært hørt om Samsungs udvikling indenfor dette felt, men nu tyder det på, at også LG vil lege med. Det skriver koreanske ETNews.

Naturligvis har LG allerede skabt produkter, der afviger en smule fra de klassiske, og i stedet har en mere buet skærm. Men denne gang er vi ovre i en helt anden kategori.

Læs også: Første kig på LG’s kurvede og fleksible G Flex 2 [WEB-TV]

LG har nu udstyret deres fabrik med værktøjerne til at kunne udvikle disse 6. generations fleksible OLED-skærme i massevis, og har flyttet projektet til deres store udviklingsafdeling. Derudover har LG indgået et samarbejde med canadiske IGNIS Innovation, der netop er kendt for at producere fleksible mekaniske kredsløb.

Der er da heller ikke nogen tvivl om, at de foldbare telefoner er på vej, hvis man spørger den administrerende direktør hos IGNIS. I et tidligere interview har han således udtalt: “Folk kommer til at opleve foldbare smartphones, der kan blive tablets når de spredes ud inden for få år”

Se også: Samsung klar med sammenfoldelig smartphone til januar

Det lyder umiddelbart lovende, og ifølge kilder tæt på LG, skulle det sydkoreanske firma være klar med den nye teknologi i første halvdel af 2017.

Men med Samsung lige i hælene, eller muligvis foran, så har de god grund til at skynde sig, for Samsungs såkaldte Project Valley skulle også være lige på trapperne.

Læs også: Samsungs mobil, der kan foldes, vil komme til Danmark

I mellemtiden kan vi forbrugere læne os tilbage og lade de store producenter gå igennem kapløbet. Som med så meget andet, så er en hård konkurrence umiddelbart kun til vores fordel, og det bliver således umådeligt spændende at se, hvordan de første fleksible telefoner kommer til at folde sig ud.

Den videre fortælling

Artiklen krævede en opfølgning. mobilsiden gik videre med historien. 7/7/2016 blev sagen bragt videre med en artikel omkring Top 10 smartphones i juni – Forstættelsen i sagen kan læses her. Det sidste ord er ikke skrevet. Tjek seneste nyt her.