Medie: Samsung Galaxy Note 9 lanceres tidligere end normalt
Den kommende Samsung Galaxy Note 9 kan blive præsenteret allerede i juli måned i stedet for august måned, skriver det sydkoreanske finansmedie The Investor.
Ifølge mediet fremskynder Samsung nemlig lanceringen af Galaxy Note 9 for at kompensere for salget af Galaxy S9 og S9+, som ikke har været lige så højt som ventet. Forudsigelsen kommer på baggrund af, at Samsungs datterselskab, Samsung Display, efter sigende begynder at producere OLED-skærmpaneler til det kommende flagskib allerede i løbet af denne måned.
Læs også: Rygte: Samsung Galaxy Note 9 får skjult fingeraftrykslæser
Det er to måneder tidligere end normalt, da produktionen af skærmpanelerne ifølge mediet først plejer at begynde i juni måned. Der er altså god grund til at tro, at den tidligere produktion af komponenter også vil afspejle sig i en tidligere præsentation og endelig lancering af smartphonen.
En lancering i juli måned vil betyde, at Galaxy Note 9 kommer i butikkerne to måneder tidligere end forgængeren, som kom til Danmark den 15. september 2017.
Model | Lanceringsdato |
Samsung Galaxy Note | 29. oktober 2011 |
Samsung Galaxy Note II | 26. september 2012 |
Samsung Galaxy Note III | 25. september 2013 |
Samsung Galaxy Note 4 | 17. oktober 2014 |
Samsung Galaxy Note 5 | 21. august 2015 |
Samsung Galaxy Note 7 | 19. august 2016 |
Samsung Galaxy Note 8 | 15. september 2017 |
Samsung Galaxy Note 9 | Juli eller august 2018 |
Sådan bliver Galaxy Note 9
Samsung Galaxy Note 9 ventes at blive udstyret med en 6,38” stor Super AMOLED-skærm – en lille smule større end skærmen i Galaxy Note 8 på 6,32”. Der er endnu ikke noget, der tyder på, at Samsung implementerer samme hak i skærmen som i iPhone X og efterhånden mange andre topmodeller.
Til gengæld går der forlydender om, at der kommer en fingeraftrykslæser skjult under skærmen. Der florerer dog også rygter om det modsatte, så det er endnu ikke til at sige med sikkerhed. Note 9 ventes også at få et noget større batteri end sin forgænger med en kapacitet på 3.850 mAh. Det er 16,7 % mere end i Galaxy Note 8, som kun har en kapacitet på 3.300 mAh.