Ny topmobil: Sony Ericsson Xperia X2 er officiel
Sony Ericsson følger op på erhvervsmobilen Xperia X1 men en to’er baseret på Windows Mobile 6.5.
Med Xperia X2 viderefører Sony Ericsson panelkonceptet, hvor forskellige paneler/skærme, kan tilpasses brugerens aktuelle behov. Som standard har X2 14 af slagsen og yderligere 16 kan downloades.
Panelerne spænder fra Skype, CNN og Google til Windows Live og mange andre.
Sony Ericsson har også tilført brugerfladen funktionen “SlideView”, hvor der kan slides mellem hyppigst anvendte aktiviteter på mobilen. F.eks. Kontakter, besked og medier.
Komplet tastatur og stor skærm
Et komplet QWERTY-tastatur kan skubbes ud af siden, hvilket er med til at gøre X2 til en spændende erhvervsmobil.
Skærmen er WVGA-typen (resistive) på 3,2 tommer og en opløsning på 480×800 pixels.
På trods af de mange funktioner og features, er vægten holdt nede på 115 gram. Xperia X2 måler 110 x 54 x 16 mm.
Kamera og musik
Sony Ericsson Xperia X2 kommer også med mulighed for at høre musik i Sony Ericsson Media Player. Musikformaterne MP3 og AAC er understøttet.
Desværre lader FM-radioen til at være forsvundet, set i forhold til X1.
Kameraet på 8,1 megapixels har autofokus og Geo-tagging. Det vil sige, at den via GPS kan sætte den aktuelle position ind på billederne. Fotos kan også sendes til internettet og fokuspunktet kan ændres, blot ved at trykke på skærmen.
Alt i forbindelser
X2 har som alle andre moderne topmodeller alt i trådløst netværk, 3G, Bluetooth og GPS. Sidstnævnte kan blandt andet benyttes i Google Maps.
Sony Ericsson Xperia X2 kommer på markedet i første del af fjerde kvartal 2009.
Prisen er endnu ukendt.
Læs også:
Video: Xperia X2 i levende billeder
Her er forskellene på Xperia X1 og X2