Rygte: Huawei P20 får også super-slowmotion
I de kommende Huawei P20-topmodeller, som bliver præsenteret på tirsdag i næste uge, kan du forvente ultra-langsom slowmotion-videooptagelse som en af nyhederne.
I hvert fald hvis det står til en kort teaser, som er blevet lækket på Twitter af brugeren Ricciolo, som med jævne mellemrum deler afsløringer på sin Twitter-profil. Han er kommet i besiddelse af et kort videoklip på syv sekunder, som viser en mand, der laver et såkaldt wallflip – en baglæns salto op ad en væg.
Læs også: Huawei P20: specs, pris og mystisk farvevariant er ude
Videoen foregår i slowmotion, og midt inde i optagelsen aktiveres ultra slowmotion, hvor han næsten hænger helt stille i luften.
Slooow moootion #ImmaginaOOOltre #HuaweiP20
Congrats 4 u cats… @SofiaLehtimaki 🙃
🌞#catlover pic.twitter.com/AX3mxLvtg6— Ricciolo (@Ricciolo1)
Der ser med andre ord ud til at være tale om samme feature, som Sony debuterede i Xperia XZ1 og XZ1 Compact sidste år, og som Samsung også introducerede i Galaxy S9 og S9+. Begge er i stand til at optage med 960 billeder i sekundet i en kort periode på kun 0,2 sekund, men det giver til gengæld et 6 sekunder langt videoklip.
Det ser ud til at være samme løsning i Huawei P20, hvor det kun er muligt at filme ultra-langsomt i et kort splitsekund. Det gælder derfor om at time sine optagelser helt rigtigt.

Sådan bliver Huawei P20-serien
Foruden slowmotion ventes Huawei P20 og P20 Pro at blive udstyret med intet mindre end tre bagkameraer. Disse tre sensorer på bagsiden er et element, som er gået igen i Huaweis teasere de seneste uger. I ovenstående video er der tegnet konturen af tre cirkler ved siden af hinanden ligesom i mange andre teasere fra Huawei. Det, sammen med de mange lækkede billeder, gør det altså ganske klart, at Huawei P20-serien bliver ganske bemærkelsesværdig – i hvert fald på kamerafronten.
P20 får en 5,7” stor skærm (ligesom P20 Lite), mens P20 Pro får en lidt større AMOLED-skærm på 6”. P20 og P20 Plus ventes at blive drevet af Huaweis egen HiSilicon Kirin 970-processor, som også er at finde i Mate 10. I Europa får P20 4 GB RAM og 128 GB lagerplads, mens P20 Pro får 6 GB RAM og 128 GB lagerplads. Den mindre P20 Lite får 4 GB RAM og 64 GB lagerplads.
Læs også: Her er mulige danske priser på Huawei P20-serien
Prisen på P20 bliver 679 euro (5.050 kroner), P20 Pro 899 euro (6.700 kroner) 369 euro (2.750 kroner). Dertil skal der medregnes dansk moms og eventuelle andre prisforskelle.