Samsung Galaxy S24 Ultra får hukommelse mellem 128 GB og 2 TB

Samsung Galaxy S24 Ultra rygtes overraskende at få 128 GB i den mindste variant mod 256 GB i S23 Ultra, men det kan til gengæld betyde en lavere pris.

Samsung Galaxy S24 Ultra får hukommelse mellem 128 GB og 2 TB

De seneste uger har vi hørt rigtig mange rygter om Samsungs kommende flagskibsserie, Galaxy S24. Tilsyneladende er @Tech_Reve på X virkelig kommet i gang.

Tipsteren har delt et interessant rygte om de valgmuligheder, man har, når det gælder Galaxy S24 Ultra hukommelsesmængde. Og der er både godt nyt og dårligt nyt at hente.

Se også: Priser på Samsung Galaxy S23

128 GB er for lidt i en mobil som Samsung S24

De gode nyheder er, at man lader til at kunne få helt op til 2 TB intern hukommelse. Det er nok for selv den mest ivrige bruger. Desværre lader basismodellen til blot at have 128 GB hukommelse sammen med sine 8GB RAM.

Det er altså ikke nok for en telefon i denne prisklasse og slet ikke for en premium-mobil, der bliver opdateret med nye Android-versioner i fire år og får sikkerhedsopdateringer i fem år.

En mobil som S24 vil være en, man har i mange år og så siger vores erfaring os, at 128 GB ikke er nok. Reelt er der også tættere på 100 GB lagerplads end 128 GB, da telefonens operativsystem optager en pæn mængde.

Selv mobiler i mellemklassen er oppe i 256 GB hukommelse for basismodellen.

Se også: Telefoner med meget lagerplads

Kan betyde en billigere S24 Ultra

Samtidig er rygtet også lidt besynderligt for Galaxy S23 Ultra har en basiskonfigurering på 8GB RAM med 256 GB hukommelse.

Det eneste, der kan redde situationen er, at Samsung sænker prisen på den billigste variant af S24 Ultra med 8 GB RAM og 128 GB hukommelse. Heldigvis kommer varianten med 256 GB hukommelse i det mindste med 12 GB RAM.

Det rygtes samtidig, at Apple vil gå op i lagerplads på iPhone 15 Pro Max eller 15 Ultra, som den største variant rygtes at kunne blive navngivet. Til gengæld kan det så betyde en prisstigning, så iPhone 15 Pro Max får en pris fra godt over 12.000 kroner.