Samsung vinder hollandsk retssag om opdateringer af dets mobiler

I Holland har byretten i Haag afgjort, at Samsung ikke skal tvinges til at holde sine telefoner opdateret i mindst fire år, efter de er blevet lanceret.

Samsung vinder hollandsk retssag om opdateringer af dets mobiler

Softwareopdateringer til Android-smartphones har længe været til diskussion, fordi mange producenter ikke holder deres telefoner opdaterede både hurtigt nok og i lang nok tid.

En forening kaldet Consumentenbond har derfor lagt san an mod Samsung for at få rettens ord for, at Samsung skal oppe sig, når det kommer til softwareopdateringer. Samsung får dog lov til at fortsætte som hidtil, for foreningen fik ikke medhold, skriver BBC. Byretten begrunder afgørelsen med, at foreningens påstande er ”uantagelige”, fordi det drejer sig om ”kommende handlinger”.

Læs også: Google kræver snart jævnlige Android-sikkerhedsopdateringer

Dermed vil Samsung stadig love op til to års softwareopdateringer til topmodeller, og jo billigere telefonerne er, jo dårligere er man typisk stillet i forhold til opdateringer.

Foreningen Consumentenbond er, ikke overraskende, skuffede over byrettens afgørelse.

”Samsung vælger at lancere så mange modeller. Det er der ingen, der tvinger dem til. En bilproducent skal også sikre sig, at alle modeller er sikre og pålidelige og forbliver sådan. Samsung har den samme forpligtelse,” lyder det.