Samsungs nye Ultra-mobil lækket: Galaxy Z Fold 8 Ultra

De første billeder af Samsungs nye Galaxy Z Fold 8 Ultra er lækket og viser designet og farverne, før mobilen officielt præsenteres den 22. juli.

Samsungs nye Ultra-mobil lækket: Galaxy Z Fold 8 Ultra

Kort efter at Samsung officielt bekræftede datoen for årets Unpacked-event, er de første billeder af den kommende Galaxy Z Fold 8 Ultra dukket op.

Mobilen bliver efterfølgeren til Galaxy Z Fold 7, men får nu “Ultra” i navnet – den er dermed Samsungs første foldbare Ultra-mobil.

Se også: De absolut bedste foldbare telefoner

Første billeder af Galaxy Z Fold 8 Ultra lækket

Så kunne Samsung ikke holde den hemmelig længere, ser det ud til. Billeder af deres foldbare Ultra-model er netop lækket sammen med specifikationer.

Ultra-modellen kommer til, fordi Samsung samtidig lancerer en ny og bredere udgave af Fold-serien, som overtager pladsen som basismodel, lyder det i rygterne.

Samsung Galaxy Z Fold8 Ultra

Fold 8 Ultra bliver dermed den mere avancerede og dyrere af de to foldbare topmodeller.

Samme design som sidste års Fold 7

Designet ligner umiddelbart Galaxy Z Fold 7 til forveksling, med det samme trekamera-modul langs kanten af telefonen og det firkantede, kantede look.

Det betyder også, at det tilbagevendende problem med, at mobilen vipper, når den ligger på et bord, sandsynligvis fortsætter – noget jeg simpelthen ikke forstår, at Samsung ikke har fikset endnu.

Under skallen ventes Fold 8 Ultra at få samme chip som årets Galaxy S26-serie, nemlig Snapdragon 8 Elite Gen 5 “for Galaxy”, med 12 GB RAM og 256 GB lagerplads som udgangspunkt.

Batteriet ventes endelig opgraderet til 5.000 mAh, op fra 4.400 mAh i Fold 7, med 45 watt lynopladning, mens kameraerne ser ud til stort set at være uændrede med et 200-megapixel hovedkamera.

Se også: Test af Samsung Galaxy Fold 7

Galaxy Fold 8 lanceres den 22. juli

Galaxy Z Fold 8 Ultra ventes præsenteret sammen med Galaxy Z Fold 8, Galaxy Z Flip 8 og to nye ure ved Unpacked den 22. juli, hvor forudbestillinger samtidig ventes at åbne.