Spillet Pokémon Go er nu ude til iOS og Android
Det ikoniske Pokémon-univers lever videre i den digitale smartphoneverden i form af spillet Pokémon Go, der blev offentliggjort i 2015. I dag udgives Pokémon Go så til iOS og Android.
Spillet er blevet til i et samarbejde mellem Nintendo, The Pokémon Company og firmaet Niantic, der også står bag det populære spil Ingress. De to spil har det til fælles, at de er bygget op om den såkaldte augmented reality-teknologi (forstørret virkelighed), der kombinerer den virkelige og den digitale verden.
Læs også: Det officielle Pokémon-kortspil er nu ude til Android
Via GPS og kameraet skal du nemlig fysisk gå rundt i den virkelige verden for at finde Pokémons og dyste mod andre Pokémon-spillere. Geografisk bevæger dig altså rundt i din egen by, der dog rent visuelt er lavet om til en Pokémon-verden. Du kommer dermed til at udforske dit byområde godt og grundigt, hvis du vil stige XP (erfaringspoint) og blive en bedre Pokémon-træner.
Plottet i spillet er, at du som Pokémon-træner med dit eget personlige navn og tøjstil vælger mellem det røde, blå eller gule team. Herefter skal du lede efter Pokémon Gyms (styrkecentre), hvor du skal dyste mod modstanderens Pokémon. Vinder du, får du belønninger og højere XP.
Læs også: Kultspillet Snake får comeback
Da Pokémon Go-spillet afhænger meget af, at kortdataene er tilstrækkelige, lanceres spillet gradvist i flere lande, og målet er bestemt at nå en global udrulning af spillet. I første omgang er Pokémon Go kun mulig at downloade til iOS og Android, hvis du befinder dig i dele af USA, Australien eller New Zealand.
Indtil spillet kan downloades i Danmark, kan du med en Android-smartphone med fordel hente det på den sikre hjemmeside APK Mirror, som Android Police står bag.
På din telefon kan du blot besøge følgende link, hvor du skal downloade den nyeste udgave af spillet. Din Android-telefon vil bede dig om at tillade usikre kilder, sådan at du kan installere appen uden om Play-butikken. Dette kan udgøre en potentiel sikkerhedsrisiko, hvorfor det anbefales at deaktivere usikre kilder efter installationen af spillet.
Når dette er gjort, har du Pokémon Go installeret som var spillet hentet fra Google Play, og du kan straks gå i gang med at spille.