Sonys Compact modeller har længe nydt stor succes herhjemme, da selskabets miks af Android, stærke komponenter og kompakte dimensioner længe har eksisteret alene på markedet.
Sony Xperia X Compact begynder dog at vise alderdomstegn i en branche hvor udviklingen skrider hastigt frem. Derfor er tiden også moden til en afløser som nu er lækket for første gang: Xperia XZ1 Compact.
Nyhedsbloggen 91mobiles har fået fat i en videorendering af Sonys kompakte telefon som, ifølge rygterne, står til en debut tidligt i september i forbindelse med IFA-messen i Berlin.
Læs også: Sony i samarbejde om 18:9 displays

På videoen ses hvordan Sony holder fast i deres karakteristiske kantede design, som blandt andet kendetegner Xperia XZ og XZs. Telefonen ser samtidig ud til at arve metalkonstruktionen fra sin større forgængere.
I bunden er en USB-C port og toppen giver plads til et jack-stik – hvorvidt Sony holder fast i det vandtætte design er dog uvist. Knappernes placering er dog markant forbedret i forhold til tidligere modeller – volumenknapperne er nu nemmere at nå, mens power-knappen fortsat bijobber som fingeraftrykslæser.
På bagsiden ses et enkelt kameramodul som er flankeret af en LED-flash og en mulig blaster til laserfokusering. Dens opløsning er ikke udspecificeret, men et godt bud er at den vil arve det nye 19 megapixel modul som Sony introducerede i foråret 2017.
Med renderingerne bliver nøglespecifikationer samtidig bekræftede. Dimensionerne lyder på 129,5 x 64,5 x 9,4mm omkring et 4,6 tommer stort display. Kræfterne leveres af en Snapdragon 835 octa-core ledsaget af 4GB RAM samt et 2.600 mAh stort batteri.
Se også: Sonys efterårskollektion lækket: her er XZ1-familien