Elbilens historie, udvikling og betydning for CO₂

Der er sket meget siden elbilens spæde begyndelse omkring år 1900, for elbiler er ikke længere, hvad de har været. Vi giver en kort gennemgang af elbilens historie og udvikling her.

De første elbiler var allerede på vejene omkring år 1900, men slet ikke i det format, vi kender i dag.

Omkring år 1900 var elbiler nemlig lige så hyppigt forekommende i det amerikanske bybillede som benzinbiler. I 1886 var der 4.242 biler i New York, hvoraf elbilerne udgjorde 1.575 af dem. Langt de fleste var dog på dette tidspunkt dampdrevne. Efter mange årtiers afmatning genopblomstrede interessen for elbiler for en stund i 1980’erne. Dette som en følge af oliekriserne og et øget fokus på luftforurening.

Forskellen på en elbil og en benzin/dieseldrevet bil?

En elbil er faktisk det samme som en helt almindelig bil, men blot hvor energien lagres på et batteri, der kan oplades med strøm fra elnettet. Derfra kan strømmen så bruges af motoren. Dette i modsætning til konventionelle bilers forbrændingsmotor, der er drevet af flydende brændstof i form af benzin eller diesel fra en brændstoftank.

Biler på strøm – brintbiler og hybridbiler

Elektriciteten til elmotoren kan også produceres i en brændselscelle, hvor det brændstof, man skal bruge til brændselscellen, betegner bilen – det gælder f.eks. i forhold til brintbiler, hvor brint bruges som brændstof til at skabe strøm til elbilens motor.

En bil, der kører delvist på el, kaldes for en hybridbil, og den findes som både ren hybrid (HEV) eller plugin-hybrid (PHEV). En plugin-hybrid har både en elmotor og en forbrændingsmotor, så den kan oplades og køre på ren strøm, mens benzin/dieselmotoren på en ren hybrid starter og stopper efter behov.

Gode batterier, CO₂-neutralitet og grøn energi er god vind for elbiler

Selvom man altså allerede havde sat gang i elbilerne for over hundrede år siden, er det dog først i løbet af det seneste årti, at elbiler for alvor har ridset sit navn fast i asfalten og på byernes parkeringspladser, hvor elbiler i stigende grad får tildelt dedikerede parkeringsbåse med tilhørende ladestandere.

Blandt andet er den store udvikling inden for batteri- og opladningsteknologien helt afgørende for den fremadstormende industri, vi ser. Tilmed gør den større mængde af varierende energikilder som vind, sol, vand eller atomkraft elbiler til et godt alternativ til konventionelle benzin- og dieselbiler for både samfundet og bilisterne.

Når man dertil lægger, at der de seneste år har været et stigende politisk pres på at få udledningen af CO₂ ned, når vi til kernen af, hvorfor udviklingen inden for elbiler lader til at være vores fremtid på vejene.

Elbiler for mindre CO₂-udledning

Globalt er transportområdet en af de største kilder til udledning af CO₂ og sodpartikler, og i Danmark udgør vejtransportens udledning af CO₂ 33 procent af den samlede CO₂-udledning. I andre sektorer er der faldende CO₂-forurening siden basisåret 1990, men dette gør sig ikke gældende på transportområdet, hvor CO₂-udledningen er øget med cirka 20 procent i samme periode.

Elbiler er altså én af mulighederne at øge energieffektiviteten på, så vi også fremover kan opretholde de samme transportmønstre, men blot med et mindre energiforbrug og tilsvarende mindre CO₂-udledning. Det forudsætter dog, at udbygningen af vedvarende energi som vindkraft og sol, men også atomkraft, fortsætter.

Elbiler, hvor strømmen produceres på fossile brændstoffer som olie og kul, er ikke medvirkende til, at CO₂-udledningen globalt set formindskes.

Elbilens fremtid er en økonomisk og politisk beslutning

Norge er elbilens mekka. 50 procent af alle bilkøb er i dag en elbil, og tendensen er stigende. Ikke fordi nordmænd nødvendigvis er mere klimabevidste end resten af verdens befolkning, men fordi man i Norge ganske tidligt var ude og give økonomiske incitamenter. Gulerødder, som nordmændene kunne mærke på pengepungen, hvis de skiftede til en elbil.

De økonomiske incitamenter var en politisk beslutning. Ved at købe elbil kunne nordmændene spare penge på indregistreringsafgifter, få gratis parkering i storbyerne, undgå afgifter ved brug af betalingsveje og frit bruge veje, der ellers kun er forbeholdt busser og anden offentlig transport.

Norges elbilpolitik er en succeshistorie, hvis man alene kigger på konverteringen fra benzin og dieseldrevne biler til elbiler. At Norge gennem denne subsidiering også har mistet store indtægter på afgifterne ved køb af traditionelle biler, må man selvfølgelig også tage i betragtningen. Ved at subsidiere elbiler vil statens indtægter lide relativt store tab, som så må finansieres på anden vis, f.eks. gennem øgede skatter og/eller som i Norge ved at trække på en massiv oliefond.

Overgangen fra benzin- og dieseldrevne biler til elbiler er absolut ikke en gratis omgang, men på CO2-regnskabet vil det absolut se godt ud med flere elbiler.

Elbilen på danske afveje

Elbiler på danske plader er, sammenlignet med elbiler på de norske veje, et relativt sjældent syn. De økonomiske incitamenter for danskerne har ganske enkelt ikke være attraktive nok til at løfte elbilsalget til norske niveauer. Hvad politikerne ikke kan stimulere til, kan de imidlertid modsat forbyde. Et bredt forlig i Folketinget støttede i 2018 op om, at salg af nye dieselbiler skal forbydes i 2035. En politisk beslutning, som utvivlsomt vil få negativ effekt på fremtidens salg af dieselbiler og derfor også en positiv effekt på salget af elbiler frem mod 2035.

At bruge pisken frem for guleroden kan måske være et godt samfundsøkonomisk træk, men al erfaring viser, at guleroden kan lokke flere kaniner op af hatten. Der er imidlertid ingen tvivl om, at den danske statskasse gennem mange årtier har haft gavn af høje indregistreringsafgifter på biler. At sænke indregistreringsafgifterne på elbilerne, som man har gjort i Norge, vil grave et kæmpe hul i de danske statsfinanser. I Danmark er pisken nok at foretrække frem for guleroden.