Android Auto officielt lanceret i Danmark

Hvis du også er én af dem, der har ventet spændt på Android Auto, så kan du godt glæde dig. Nu kommer Android Auto endelig til Danmark.

Android Auto officielt lanceret i Danmark

Android Auto har været et stykke tid undervejs herhjemme, men har været ventet med spænding. I går aftes afslørede Google, at nu ville Android Auto i en nær fremtid blive rullet ud til flere lande, heriblandt Danmark.

Google skriver, at Android Auto officielt rulles ud i hele 36 lande i de kommende uger. Har din mobiltelefon Android 10 eller nyere, så kan man bare forbinde telefonen til bilen. Har man en ældre udgave af Android, så skal Android Auto-appen hentes fra Play Butik.

Android Auto har uofficielt været tilgængeligt i Danmark via omveje, men har ofte medført problemer eller bare ikke virket. Nu er det altså endelig slut og vi kan snart sige goddag til den officielle Android Auto.

Læs også: Android Auto og Android Automotive – Hvad er forskellen?

 

Smarte funktioner i Android Auto

Er din bil kompatibel med Android Auto, så er her masser af smarte funktioner. Android Auto giver nemlig nye muligheder for mange bilister, der gerne nemt vil kunne bruge Android-telefonens funktioner og apps direkte i bilens informationssystem, mens man kører bil. Heriblandt Google Assistent, Maps og meget mere.

Google fordobler dermed antallet af lande i verden, hvor kunder kan få adgang til Android Auto. Google meddelte for nylig, at den nyeste version af operativsystemet, Android 11, giver smartphone-ejere mulighed for at oprette trådløs forbindelse til Android Auto, så længe bilen er kompatibel og understøtter 5 GHz Wi-Fi.

Læs også: Trådløs Android Auto understøttes nu i 34 lande