Alt eller intet: Jaguars vilde elbil skal redde mærket

Jaguar genopstår med Type 01. En firedørs elektrisk GT med over 1.000 hestekræfter, 850 volt og et dramatisk design, der satser alt på opmærksomhed og overlevelse.

Jaguar
Jaguar Type 01

Ved et storstilet arrangement i New York har den britiske producent Jaguar løftet sløret for Type 01, som er mærkets hidtil mest kraftfulde gadebil og startskuddet til en helt ny æra.

Type 01 er en elbil med et vildt design, som jeg er overbevist om er afgørende for det britiske mærkes overlevelse i en tid, hvor alt er på spil.

Jaguar Type 01 er et brutalt elektrisk kraftværk

Under de dramatiske linjer gemmer sig Jaguars nye dedikerede elbilplatform, JEA.

Bilen drives af hele tre elmotorer, der tilsammen yder vanvittige 1.030 hestekræfter og et moment på 1.365 Nm.

Det sender den enorme, 5,2 meter lange firedørs grand tourer fra 0 til 100 km/t på blot 3,2 sekunder.

Batteriet har en kapacitet på 118 kWh og kører på en 850-arkitektur. Det giver op til 720 kilometers rækkevidde og lynladning med op til 350 kW.

Læs ogsåGuides og tips til valg af elbil

Ekstrem kabine og lav silhuet

Indvendigt bryder Type 01 også med traditionerne. Kabinen er opdelt i fire separate zoner med en massiv 24-tommers buet OLED-skærm foran føreren og en integreret soundbar, der strækker sig i hele bilens bredde.

Udvendigt falder proportionerne straks i øjnene. Med en højde på blot 140 centimeter, en markant lang front, 23-tommers hjul og en helt flad, monolitisk profil ligner den intet andet på markedet.

Taget og bagenden afsluttes uden traditionel bagrude, og i stedet må føreren stole på et digitalt kameraspejl integreret i instrumentbordet.

Læs ogsåNye elbiler i 2026, 2027 og 2028

Vildt sats eller genial redning?

I mine øjne er Type 01 et vildt og modigt sats, der uden tvivl vil dele vandene.

Designet er så kompromisløst og markant, at det med garanti vil skabe ophedede debatter blandt verden over.

Men ser vi nøgternt på Jaguars situation, er det præcis, hvad der er brug for. Hvis det traditionsrige britiske mærke skal have bare en lille chance for at overleve den benhårde overgang til elbiler, nytter det ikke noget at sende en anonym luksusslæde på gaden.

Der skal nye boller på suppen, og Jaguar er tvunget til at skabe noget, der bryder gennem lydmuren og stjæler opmærksomheden. Det må man sige, at Type 01 i den grad gør.

Bestillingerne åbner i starten af 2027, og det bliver fascinerende at følge, om dem med pengene til en bil som denne tager det vovede design til sig.

Læs ogsåSeneste nyheder om elbiler