Det er fristende at gå efter de absolut billigste ladebokse på hylderne i supermarkedet, når elbilen skal have strøm derhjemme.
Men selvom en ladeboks ligner en simpel stikkontakt, kan en for billig ladeboks hurtigt ende som en rigtig dyr fortrydelse.
Elendige apps spænder ben for den billige strøm
Mange af de absolut billigste ladebokse fejler eklatant, når det kommer til appen og internetopkoblingen. Et eksempel er 11 kW-laderen Prosonic WP21, som Bilka sælger for kun 1.999 kroner.
På papiret ser den nydelig ud, men den fungerer kun med appen WeGoodCharger, som mest af alt ligner noget, der er udviklet af et blindt barn. Appen har desuden kun 1,0 ud af 5 stjerner i App Store og findes slet ikke til Android.
Andre discountmodeller fra blandt andet Avant benytter Tuya-platformen. Tuya fungerer sådan set fint til smart home-produkter, men er mangelfuld til ladebokse. Du får en meget begrænset funktionalitet sammenlignet med ladebokse, der har dedikerede apps eller understøtter åbne standarder som Open Charge Point Protocol (OCPP), der gør dem kompatible med platforme som Monta.
Vælger du for billigt, anvendes der ofte også ringe Wi-Fi-, Bluetooth- eller SIM-komponenter. En ustabil forbindelse gør det svært eller helt umuligt at oplade intelligent. Det betyder mere besvær med selv at finde de billigste timer – og i sidste ende en højere elregning.
Læs ogsåOpladning af elbil i hjemmet: Den billigste ladeløsning
Du risikerer at snyde dig selv for elafgiftsrefusion
I 2026 og 2027 er elafgiften sænket helt ned til 0,1 øre per kWh inklusiv moms, hvorfor refusion ikke er aktuelt. Men når vi når 2028, vender det tidligere cirkus med elafgiftsrefusion sandsynligvis tilbage.
Det er kun ladeudbydere, der må søge refusionen på dine vegne. Det kræver en ladeboks med en integreret, MID-godkendt elmåler, som præcist registrerer strømforbruget.
Men selv hvis den billige ladeboks har en sådan måler, opstår næste problem. Ladeoperatørerne gider sjældent tilbyde serviceaftaler til ukendte mærker.
Historisk satser ladeoperatørerne kun på velkendte mærker som Zaptec, Easee, Wallbox, ABB, Charge Amps, DEFA, NexBlue og Schneider Electric. Køber du et ukendt mærke, mister du med al sandsynlighed muligheden for at få elafgiftsrefusion.
Med et gennemsnitligt kørselsforbrug og en forventet elafgift på 90 øre/kWh kan du gå glip af cirka 2.700 kroner om året.
Læs ogsåSeneste test og anmeldelser af elbilerIngen belastningsstyring kan sprænge dine sikringer
De veludstyrede ladebokse fra anerkendte mærker leveres med intelligent og dynamisk strømstyring. Denne funktion måler husstandens samlede forbrug i realtid og skruer automatisk ned for ladeeffekten, hvis tørretumbleren, ovnen og kogepladerne kører samtidig.
Billige ladebokse mangler typisk denne sikringsbeskyttelse. Uden dynamisk lastbalancering risikerer du, at husstandens elinstallation overbelastes, og at husets hovedsikring sprænger midt i aftensmaden.
Skal du have fat i en elinstallatør til et akut vagtudkald eller betale netselskabet for at skifte en stikledningssikring ude i vejen, koster det hurtigt et par tusinde kroner. Den besparelse, du opnåede ved at købe en billig ladeboks, kan dermed fordufte på et enkelt øjeblik.
Læs ogsåSammenlign to elbilerHvilken ladeboks skal jeg vælge?
Er du i tvivl om, hvilken ladeboks du skal vælge? Se de bedste ladebokse.