Slut med lav elafgift til danske elbilister
Danske elbilister har nydt godt af en historisk lav elafgift, men festen lakker mod enden.
Fra 1. januar 2028 stiger elafgiften igen, og det betyder højst sandsynligt et gensyn med det komplicerede og fordyrende marked for elafgiftsrefusion.
Se også: Test og anmeldelser af elbilers rækkevidde og ladehastighed
Elafgiften står til at stige markant i 2028
Erhvervsminister Martin Lidegaard (R) bekræfter over for Børsen, at regeringen ikke har aktuelle planer om at gøre den nuværende, lave elafgift permanent.
Den midlertidige nedsættelse udløber formelt den 31. december 2027. I dag betaler vi kun EU’s minimumssats på 1 øre pr. kWh inklusiv moms, men det er altså slut i 2028.
Se også: Elbiler med længst rækkevidde
Dobbelt økonomisk lussing til elbilister
For de danske elbilister betyder det, at det bliver dyrere at lade elbilen op.
Hovedårsagen er selve den tårnhøje elafgift, som udgør et massivt fordyrende led i den samlede elpris per kilowatttime. Selvom afgiften kan refunderes for dem med en ladeboks hjemme, ændrer det ikke på, at den samlede regning for at køre grønt stiger.
Den sekundære årsag skal findes hos ladeudbyderne og elselskaberne. Som privatperson kan du nemlig ikke selv søge SKAT om at få elafgiften refunderet – det kravlende bureaukrati skal håndteres gennem en godkendt virksomhed.
Se også: Mest rækkevidde i elbil for pengene
Ladeabonnementer bliver dyrere
Da elafgiften blev banket i bund, måtte ladeudbyderne tilpasse sig. Det gav ikke længere mening at tage betaling for at refundere én enkelt øre per kWh, og resultatet blev markant billigere – og nogle gange helt gratis – ladeabonnementer for forbrugerne.
Men når refusionscirkusset genopstår i 2028, får ladeudbyderne og elselskaberne igen en oplagt mulighed for at hæve abonnementspriserne.
Når virksomhederne igen skal agere mellemmand og påtage sig arbejdet med at refundere afgiften på dine vegne, vil den regning uundgåeligt lande hos forbrugeren. For mange danske elbilister bliver skiftet i 2028 derfor en økonomisk mavepuster, der igen gør det dyrt og besværligt at gennemskue ladepriserne.
Se også: Se ladekurven for de mest populære elbiler i Danmark