Ny elbil fra Honda: e:Ny1 har 412 km rækkevidde
Endnu en elbil har kurs mod Danmark. I denne omgang er det Honda, der bringer deres e:Ny1 hertil. Vi tager et kig på dens specifikationer her i artiklen.
Se også: Tjek specifikationer på alle elbiler
Honda e:Ny1 er ikke helt så ny
Den nye Honda e:Ny1 er faktisk ikke helt så ny, som man skulle tro. Faktisk er det den samme bil som e:NP1, der sælges i hjemlandet, under et nyt efternavn – dog med enkelte forbedringer.
Honda e:Ny1 viser hvor bilmærket er på vej hen rent designmæssigt, udvendigt og indvendigt. Den er bygget på e:N Architecture F-platformen, der er udviklet til batteridrevne biler. Her er der fokuseret på fokuserer karrosseristruktur med stor stivhed, et lavt tyngdepunkt samt sjov og tillidsvækkende kørestil.
Den elektriske motor i den nye Honda yder op til 150 kW, som giver den en 0-100 km/t tid på 7,7 sekunder.
Den kommer md et 68,8 kWh batteri, der giver en WLTP-rækkevidde på op til 412 kilometer. Batteriet kan oplades fra 10-80 procent på 45 minutter med en 100 kW ladestander. Ladeporten gemmer sig på fronten af bilen.
Indvendigt gemmer Honda e:Ny1 på et nyt design. Infotainmentsystem vises på en stor 15,1 tommer skærm. Bag rattet sidder et 10,2 tommer førerdisplay, hvor fører kan tilpasse layoutet.
Er man ikke til Hondas egen software kan der benyttes Apple CarPlay eller Android Auto i den nye Honda-elbil, kablet eller trådløst.
Se også: Test af elbiler
Pris og tilgængelighed for Honda e:Ny1
Godt nok oplyser Honda, at e:Ny1 nu kommer til Europa, men der er hverken en pris eller tidspunkt for forudbestilling eller salgsstart.
Skal Honda e:Ny1 give mening på det danske elbilmarked, skal den nok helst koste et godt stykke under 350.000 kroner.