Kinesisk elbil bliver billigere og bedre efter sløv start
Importøren Nic. Christiansen Group forsøger at sætte strøm til salget af elbilen Omoda 5 EV.
Med en ny Premium+-udstyrsvariant justeres både prisen og udstyrslisten i et forsøg på at lokke de danske bilkøbere til.
Se også: Priser, specifikationer og billeder af Omoda 5 EV
Ny Premium+ variant: Flere heste og hurtigere opladning
For at gøre SUV’en mere attraktiv er prisen sat ned fra 239.900 kr. i den gamle Premium-udgave til 234.900 kr. i den nye Premium+. Samtidig har Omoda gennemført massive tekniske opgraderinger.
Den maksimale lynladeeffekt er øget fra 80 kW til 130 kW, hvilket skærer ladetiden (10-80 %) ned fra 45 minutter til blot 34 minutter. Den officielle rækkevidde er samtidig øget fra 402 km til 430 km takket være et forbedret strømforbrug.

Elmotoren yder nu 211 hk (155 kW) mod tidligere 204 hk (150 kW). Det forbedrer accelerationen fra 0-100 km/t fra 7,6 til 7,2 sekunder, selvom drejningsmomentet er faldet fra 340 Nm til 288 Nm. Desuden er bagagerummet vokset markant fra 292 liter til 370 liter.
For at finansiere den lavere pris og de tekniske forbedringer har importøren måttet ændre lidt i udstyret. Det betyder, at de opvarmede sprinklerdyser foran, som var standard i den gamle Premium, er fjernet i Premium+. Til gengæld er der kommet akustiske sideruder.
I det store hele er udstyret dog, som det plejer at være: Du får en 12,3″ stor infotainmentskærm, 18″ alufælge, el-soltag, elektrisk bagklap, 360 graders kamera, et Sony-lydsystem med 8 højttalere og meget mere.
Se også: Alle elbiler fra Omoda
Kinesiske biler i strid modvind
De nye tiltag kommer på baggrund af, at salget af Omoda 5 EV går, som det går med de fleste andre nye kinesiske bilmærker herhjemme: Ikke særlig godt.
Et kig på Omodas salgstal i Danmark taler sit tydelige sprog. I 3. kvartal 2025 og 4. kvartal 2025 lå salget på beskedne 44 og 72 eksemplarer svarende til markedsandele på henholdsvis 0,14 og 0,19 procent af salget. I 1. kvartal 2026 faldt salget igen til blot 38 biler (en andel på 0,11 procent).
Se også: Sammenlign alle SUV’er
Bør importørerne sadle om?
Med de sløje tal in mente kan vi ikke lade være med at undre os over udviklingen. Har de danske bilimportører ikke snart indset, at man skal vælge de kinesiske bilmærker med stor forsigtighed?
Måske burde man overveje helt at lade være og i stedet koncentrere sig om de etablerede bilmærker, som man allerede har i porteføljen.
Vi ser gang på gang, at de nye kinesiske bilmærker har utroligt svært ved at bide sig fast, fordi danskerne, når alt kommer til alt, langt hellere vil have trygheden ved at købe Volkswagen, Skoda, Tesla, Audi, Toyota, Renault, Mercedes-Benz og de øvrige velkendte mærker.
Se også: Priser, bedømmelser og sammenligning af elbiler
Se salgstal for elbiler
Er du nysgerrig på, hvor meget elbiler der er solgt af de forskellige mærker og modeller? Se de nyeste salgstal for elbiler i Danmark.
Vi anbefaler:
Hvilken ladeboks og ladeløsning skal jeg vælge?
Kommende elbiler i 2026, 2027 og 2028
Bedste store elbil til familien under 300.000 kr.
Test og anmeldelser af elbiler