Toyota præsenterer elbilen bZ4X i København
Inden længe vil man også kunne se Toyotas første elbil på vejene herhjemme, men inden da skal den vises frem og testkøres af hundredvis af journalister fra hele Europa. Præsentationen og de første køreture bliver nemlig afholdt i København, som Toyota har valgt til den internationale præsentation.
Læs også: Første indtryk og test af Toyota bZ4X
International præsentation af bZ4X i København
Toyota har kørt den helt store fuldt elektriske kanon i stilling i København. Fra 6. juni og to uger frem præsenterer den japanske mobilitetskoncern nemlig sin første dedikerede elbil, den helt nye Toyota bZ4X, for over 300 journalister fra hele Europa i den danske hovedstad.
Her vil de mange biljournalister, nyhedsjournalister, livsstilsjournalister og alt derimellem hver dag frem til 19. juni blive taget igennem en præsentation af bilens mange egenskaber og samtidig få mulighed for at sætte sig bag rattet for selv at opleve den nye elbil.
Hos Toyota i Danmark glæder man sig ekstra meget over, at det netop er Danmark, der er valgt til den internationale præsentation af Toyotas første elbil, der er bygget som elbil helt fra grunden.
“Det er helt fantastisk og virkelig en stor cadeau både til Danmark og ikke mindst København, når Toyota som verdens største mobilitetskoncern vælger vores hovedstad som værtsby til den internationale præsentation af den første af en lang række nye, dedikerede elbiler fra virksomheden,” siger pressechef Anders Tystrup hos Toyota i Danmark.
Specialbygget bane til testkørsel af Toyota bZ4X
Selve præsentationen af den nye elbil sker ved det 85 meter høje CopenHill ved Amager Bakke. Testkørslerne ved den internationale præsentation i juni vil foregå både på almindelige veje i og uden for København, ligesom den nye elbils særlige firehjulstræk for alvor skal stå sin prøve på en specialbygget bane ved CopenHill.
Her vil generatorer drevet af brint bidrage til opladningen af de 25 bZ4X-elbiler hver dag, så journalisterne får mulighed for at udnytte de op til 513 kilometer rækkevidde, som bZ4X teoretisk kan køre på en opladning.
Mobilsiden.dk er inviteret med til præsentationen af Toyota bZ4X, som vi kort efter vi give vores første indtryk af.
Se også: Test af elbiler
Indbygget solcelletag
Den primære opladning af bZ4X foregår med ladestik under den internationale præsentation i København. Men enkelte udgaver af bZ4X vil også være udstyret med et indbygget solcelletag, der bidrager til opladningen af bilen både under kørslen, og når den holder parkeret. Solcelletaget kan samlet set give op til 1.800 km ekstra kørsel på ren el om året. Toyota er ikke de eneste, der udstyre elbiler med et solcelletag. Også Fisker Ocean, der kommer senere i år, kan købes med solcelletag.
Hvad koster en Toyota bZ4X?
Hvad koster en Toyota bZ4X og hvornår kommer den til Danmark? Toyotas første rene elbil koster fra bZ4X koster fra 387.990 kroner og kommer i tre varianter. Det er også muligt at lease en Toyota bZ4X. Priserne starter ved 4.595 kroner om måneden for den billigste variant. Toyota bZ4X forventes at rulle ud på de danske veje i slutningen af året.