Danmarkspremiere på Voyah Free: Dansk pris og specifikationer
Voyah er endnu en ny spændende elbilproducent, der lige om lidt lander i Danmark. I første omgang bliver det med den elektriske SUV Free, og senere kommer Passion og Dream. Se og læs mere om specifikationerne på de tre elbiler og se dansk pris på Voyah Free og Voyah Dream.
Se også: Sammenlign alle elbiler
Voyah Free: Stor og lækker SUV med alt udstyr
“Premium som standard” kalder Voyah det selv. Med det menes der, at deres biler kommer i en variant, hvor alt udstyr er inkluderet. Det er Voyah Free et godt eksempel på.
Free er en stor SUV, der imponerer med masser af plads og et lækkert interiør. Free byder blandt andet på luftundervogn, panoramaglastag med “frosting”-effekt, dansk Dynaudio-lydanlæg og tre skærme i cockpittet blandt standardudstyret.
Voyah Free har firehjulstræk og to elmotorer, der yder 510 kW (489 hk). Den har et batteri på hele 106 kWh, som giver den en rækkevidde på 500 kilometer.
Voyah Free kan trække 2.000 kg på krogen. Den måler 4.905 mm i længden, 1.950 mm i bredden og 1.690 mm i højden. Akselafstanden er på 2.955 mm.
Den luksuriøse SUV er allerede på vej ud til de danske forhandlere og står klar i butikkerne fra 20. november.
Også premiere på Voyah Dream og Passion
Ud over danmarkspremieren på Free har den kinesiske producent også haft danmarkspremiere på luksus-MPV’en Dream og europapremiere på den luksuriøse sedan Passion.
Voyah Dream: Luksus-MPV med plads til 7
Voyah Dream er en stor 7-personers MPV, hvor der er skruet helt op for luksusfølelsen, komforten og materialer af høj kvalitet. Voyah Dream har tre 12,3 tommer skærme, hvoraf den ene bruges som førerdisplay.
Den er udstyret med et Dynaudio-lydsystem med 8 højtalere. Anden og tredje række har “Zero Gravity”-sæder med store armlæn, elektrisk betjente fodstøtter, varme- ventilations- og massagefunktion.
Ligesom der er høj komfort, er der også høj ydeevne i den 5,3 meter lange MPV: Motorerne yder 489 hk, og 0-100 km/t gennemføres på bare 5,9 sekunder. Tophastigheden er 200 km/t. Batteriet på 108,7 kWh giver en rækkevidde på 482 km. Opladningen er en smule alternativ: Den understøtter 2 x 160 kW henholdsvis foran og bagpå, så i alt en lynhurtig opladning på 320 kW. Hjemmeopladning foregår med 11 kW.
Voyah Dream måler 5.315 mm i længden, 1.980 mm i bredden og 1.810 mm i højden. Akselafstanden er på 3.200 mm.
Voyah Passion: 4-dørs eksklusiv sedan
Tredje skud på stammen, Voyah Passion, er en femdørs sedan – også med fokus på en luksuriøs og eksklusiv oplevelse. Den fem meter lange sedan er den nyeste bilmodel fra producenten, og i dagens anledning har den også haft europapremiere.
Voyah Passion er er bestemt heller ikke sløv. Dens har en samlet effekt på 375 kW (510 hk), et drejningsmoment på 730 Nm, og 0-100 km/t klares på blot 3,8 sekunder. Tophastigheden er 210 km/t, og batteriet på 86 kWh bør række til mindst 600 km kørsel. Der foreligger endnu ikke en WLTP-rækkevidde på sedanen. I Kina fås Passion også med et stort 109 kWh batteri, men om den kommer til Danmark, vides endnu ikke.
Også i Passion finder man et lydanlæg fra danske Dynaudio.
Voyah Passion måler 5.088 mm i længden, 1.970 mm i bredden og 1.505 mm i højden. Akselafstanden er på 3.000 mm.
Voyah Dream og Passion: Dansk pris og tilgængelighed
Voyah Dream kommer til Danmark i løbet af 1. kvartal 2024. Den fås i to versioner: Voyah Dream Business koster 699.990 kroner, mens Voyah Dream Platinum koster 799.990 kroner.
Sedanen Voyah Passion, som netop har haft europapremiere, har endnu ikke fået en dansk pris. Den vil stå klar hos danske forhandlere i løbet af andet halvår af 2024.