VW lancerer ID.7: Rækkevidde, udstyr og specifikationer
Volkswagens næste elbil – og deres nok vigtigste model endnu – har netop haft sin verdenspremiere, hvor mobilsiden var inviteret med. Her tager vi et kig på den nye Volkswagen ID.7 med alle de specifikationer, funktioner og informationer, som bilproducenten i dag har delt. Her kan du også se de første officielle billeder af kabinen i ID.7.
Se også: Sammenlign specifikationer på elbiler
Volkswagen ID.7 er bygget til lange køreture
Det er Volkwagens mål, at 80 procent af deres bilsalg i Europa i 2030 er helt elektrisk. Det næste skridt i denne udvikling hedder ID.7. En elektrisk sedan med fokus på komfort, plads og ny teknologi, der skal gøre den lange køretur i elbil til en fornøjelse.
Volkswagen ID.7 er bygget på bilproducentens egen platform til elbiler, MEB, i en tilpasset udgave. For ID.7 er en stor bil på næsten fem meter. Det betyder, at der er blevet plads til et stort batteri, der kombineret med et aerodynamisk design og nye energieffektive elektriske motorer giver ID.7 en rækkevidde på op til 700 kilometer.
Med hurtig opladning, massagesæder, AR headup display, ambientbelysning i 30 farver, panoramaglastag, rummelig kabine, 700 Watt Hardon/Kardon lydanlæg og god bagageplads vil Volkswagen ID.7 være den bedste og mest behagelige elbil til den lange køretur med plads nok til hele familien.
Volkswagen ID.7 byder på fem siddepladser og et bagagerum på mere end 500 liter, der kan udvides til 1.600 liter med sæderne lagt ned.
Læs også: Første indtryk og test af Volkswagen ID.7
Ny forbedret Volkswagen-software
Kabinen i ID.7 er nydesignet med et fokus på praktikalitet og komfort. Blandt nyhederne er et panoramaglastag, der ved et tryk på en knap kan blive enten gennemsigtigt til uigennemsigtigt. Her er også nye forsæder med adaptiv klimafunktion og massagefunktion. ID.7 kommer også med et nyudviklet klimasystem med automatiske luftventiler. På den måde kan man blot meddele bilens digitale assistent, at man fryser hænderne, og den vil automatisk kaste varm luft på dem.
Også i cockpittet er der også nyt at finde, heriblandt et head-up display med augmented reality-teknologi (standardudstyr). Den digitale førerskærm er skrumpet og endnu mere simplificeret end i ID.4, men til gengæld er infotainmentskærmen vokset til hele 15 tommer.
Volkswagen har taget kritikken af deres software til sig og givet det en ordentlig overhaling i ID.7. Målet har været, at give en mere enkel og hurtigere softwareoplevelse med færre tryk på skærmen. Der er kommet nye store genvejsknapper til startskærmen til meget anvendte funktioner som for eksempel klimaindstillinger. Disse findes side om side med andre menuer, som foreksempel navigationssystemet og underholdningsmulighederne. Man kan også tilføje egne genveje til hjemmeskærmen.
Se også: Test af elbiler
Lang rækkevidde og hurtig opladning
ID.7 er den mest aerodynamiske af alle Volkswagens elbiler. Den har også det største batteri af alle Volkswagen elbiler. Det betyder naturligvis, at ID.7 også har den længste rækkevidde af alle Volkswagen elbiler.
Man kan vælge mellem to batteristørrelser. Volkswagen ID.7 Pro kommer med et 77 kWh batteri og ID.7 Pro S kommer med et større 86 kWh batteri. Varianten med det “lille” batteri kører op til 615 kilometer på en opladning og det store batteri giver en rækkevidde op til 700 kilometer.
Det lille batteri tilbyder en ladeeffekt på op til 170 kWh, mens man med det store batteri får op til 200 kW. AC-opladning sker ved 11 kW.
Med en lynlader som destination i bilens navigationsystem, aktiveres preconditioning automatisk af batteripakken, så batteriet ved ankomst ved DC-lynladeren er klar til hurtig opladning.
Volkswagen ID.7 kommer i første omgang med baghjulstræk og 210 kW / 286 hk. Der er endnu ikke oplysninger om andre motorvarianter.
Hvornår kan Volkswagen ID.7 købes?
Volkswagen ID.7 vil blive produceret på Volkswagen-fabrikken i Emden i Tyskland, og de europæiske kunder bliver de første, der kan få fingrene i den. Volkswagen forventer, at forsalget af ID.7 starter til sommer. I første omgang bliver modellen med det lille batteri, der ankommer. Vil man have ID.7 med det store batteri og 700 kilometer rækkevidde, må man vente til næste år.