Apple slår ned på lækager i Kina
Gennem tiden er der dukket den ene lækage om Apple op efter den anden og en del af dem stammer fra Kina. Det lader dog til, at Apple er temmelig trætte af disse kinesiske leakstere, måske fordi de oplysninger, de har lækket ud om Apples kommende planer og produkter, har været temmelig korrekte.
Apple advarer rygtespredere
Derfor har Apple sendt juridiske brev til nogle af de mere kendte leakstere. Det har leakstere som Kang og Duan Rui skrevet i indlæg på Weibo. Selve brevene er ikke blevet vist frem, men ifølge de pågældende leakstere lader det til, at Apple forbyder dem at skrive indlæg, hvor de forsøger at udgive de lækkede oplysninger som noget de har drømt eller lader som om de gætter sig frem til.
Det er jo en ganske smart metode til at sige en masse uden egentlig at sige noget og uden at kunne blive holdt op på det. AppleInsider mener dog, at der er en god mulighed for, at disse juridiske breve nok er standard ”cease and desist”-breve. Det vil sige dokumenter, der skal få dem til at stoppe med at lække informationer, da disse læk af Apple anses som ulovlig aktivitet.
Kang har også advaret andre, der kan være på vej i samme fodspor om, at Apple kommer til at overvåge dem, og at fremtidige lækager bliver set som en ”infringement and abuse of commercial information.” Det vil sige som brud på kommerciel information.
Se også: Billig iPhone
Umuligt at få fuld kontrol med hele fødekæden
Apple har forsøgt at slå ned på lækkede oplysninger så godt, de har kunnet. Det er dog stort set umuligt at have helt kontrol over sin leverandørkæde, så det er også umuligt helt at undgå lækkede oplysninger.
Det er mere et spørgsmål om størrelsen på lækagerne, og hvor ofte de forekommer. Det er dog efterhånden sjældent, at man ikke kender alt til en ny telefon inden den bliver lanceret. Ikke kun hos Apple men også hos de andre mobilproducenter.
Se også: Nyheder om ophavsrettigheder