Karen Blixens ‘Ehrengard’ til Netflix får scenografi af dronning Margrethe
Man bliver helt forpustet, når man ser på det rend af kendte danske navne i forbindelse med en ny Netflix-film. Den danske Oscarvindende instruktør Bille August skal filmatisere den danske nobelprisvinder i litteratur Karen Blixens ‘Ehrengard’ til Netflix med scenografi af den danske dronning Margrethe. Så kan det vel næsten ikke blive større set med danske briller og mon ikke de danske medier kommer til at eksplodere ud over sig selv, de kommende dage og uger på grund af dette.
Er Mads Mikkelsen med i en af hovedrollerne, så vil det slet ikke være til at rumme…
Karen Blixens Ehrengard på Netflix
Ehrengard er et af de sidste værker fra Karen Blixen (1885-1962) og historien foregår i eventyrriget Babenhausen, hvor en ung, selvudnævnt kærlighedsekspert, Cazotte, bliver hyret af den intrigante storhertuginde for at hjælpe hende med at sikre sig en arving. Mens hun leder efter en passende kommende prinsesse, lærer Cazotte den sky og indadvendte kronprins kunsten at forføre og elske.
Men deres plan går snart i vasken, da en arving bliver undfanget uden for ægteskab og den kongelige familie må søge tilflugt på slottet Rosenbad. Mens rivalerne i kongefamilien kommer tættere på deres plan, forelsker Cazotte sig selv i Ehrengard, ærespigen, og erfarer efterhånden, at han faktisk slet ikke er ekspert i kærlighed.
Se også: Telefoner der er bedst til video
Scenografi af dronning Margrethe II
Ehrengard filmen vil som sagt have scenografi af dronning Margrethe II. Dronningen har siden 1970 beskæftiget sig aktivt med maleri, kirketekstiler, akvareller, tryk, bogillustrationer, scenografi og broderi.
Bille August forklarer, at han virkelig ser frem til at præsentere den fascinerende historie om forførelse og begær for et globalt publikum og han slår fast, at dronning Margrethe har skabt de mest fantastiske decoupager til lejligheden, og de vil være det dominerende element i filmens overordnede scenografiske udtryk.
Découpage er dekoration og udsmykning som farvet udklippet papir eller bladguld, der klæbes på genstande som æsker eller kunstværker. Efter udsmykningen påføres 30-40 lag lak, som bliver slebet.
Se også: Mobilabonnement med Netflix
Fascineret af Karen Blixens fortællinger
I følge The Variety fortæller dronning Margrethe, at Karen Blixens fortællinger har altid fascineret hende med deres æstetiske fortællinger, deres fantasi og deres, for hende, billedskabende verdener. “Jeg har forsøgt at fortolke Blixens fantastiske univers i skabelsen af decoupager og kostumer og jeg glæder mig til at se fortællingen om Ehrengard komme til live i denne film.”
Netflix har gjort klar til filmen i sit univers, men man kan dog ikke gøre andet end at få en påmindelse, når den er klar til at blive streamet. Forventet premiere er i 2023.
Se også: Nyheder om streaming