Her er dansk pris på OnePlus Watch
Sammen med OnePlus 9-serien afslørede producenten deres første smartwatch nogensinde, kaldet OnePlus Watch. Med lang batteritid, masser af sundheds- og træningsfunktioner samt et egetudviklet styresystem, så fik uret nærmest mere opmærsomhed end de nye telefoner. Et af de mest stillede spørgsmål var: Hvad koster det? I går fortalte OnePlus, at prisen ville blive afsløret senere – og i dag er åbenbart senere, ser det ud til. Her er dansk pris på OnePlus Watch.
Læs også: OnePlus Watch har lang batteritid og fokus på træning
Skarp pris på OnePlus Watch
Vi havde godt forventet, at OnePlus ville grave en fornuftig pris frem på deres første smartwatch, men ikke af denne kaliber. Den danske pris på OnePlus Watch bliver nemlig 1.190 kroner, for den billigste model. Der kommer også en premium variant med koboltlegering, kaldet OnePlus Watch Cobalt Limited Edition, som der endnu ikke er oplyst pris på.
Til den pris får man et rundt smartwatch med op til to ugers batteritid. Urkassen er 46 mm og i rustfrit stål. Remmen er standardstørrelse, så man kan skifte efter lyst og behov. Ofte er en læderrem ikke god til træning, hvor et hurtigt skift til gummirem kunne være fornutigt.
Der er ingen Wear OS at finde på uret, men OnePlus egenudviklede styresystem. Det betyder, at man ikke kan hente tredjeparts apps, men her er stadig masser af muligheder. Uret har overvågning af iltmætning i blodet, stressovervågning, vejrtrækningsøvelser, pulsalarmer og påmindelser. Alt sammen er integreret i OnePlus Health-appen. Det understøtter 110 typer træningsprogrammer, og der måles puls, afstand, kalorier, hastighed og SWOLF-effektivitet for svømmere. Der er indbygget GPS.
Uret er beskyttet mod vand og støv med en IP68- og 5ATM-certificering.
Læs også: Test af smartwatches og wearables
Salget af OnePlus Watch starter 26. april
Salget af OnePlus Watch starter den 26. april, klokken 10:00. Vi forventer at have en test af OnePlus Watch klar inden da.