Nu kommer ChatGPT til smartwatches
Hvad ville du sige til at kunne bruge ChatGPT direkte fra dit smartwatch? Hvis det lyder lokkende, er det et smartwatch fra Amazfit, du skal satse på lige nu.
Selskabets smarte ure har nemlig integreret den populære AI-chatbot i sin platform.
Amazfit ejes af Zepp Health, der har styresystemet Zepp OS til sine wearables. Med den seneste opdatering af Zepp OS er chatbotten integreret, så du kan få dine svar direkte på håndleddet.
Se også: Priser på smartwatch
Hvad kan man med ChatGPT på et smartwatch?
Men hvordan fungerer det i praksis? Amazfit har udviklet et værktøj i form af en separat urskive med en chatfunktion, hvor man kan chatte med AI-chatbotten. Amazfit hævder, at du på den måde kan få svar på dine spørgsmål og desuden foretage dig forskellige ting baseret på svarene.
Chatbotten giver tilmed flere svar på de spørgsmål, du stiller. Spørgsmålene kan handle om vejr, trafik eller hvilken tid, det er i forskellige lande. Det forventes, at der kommer flere muligheder til inden for den nærmeste fremtid.
Se også: Guide til bedste smartwatch
Amazfit kan sætte gang i trend
Det er spændende at et mærke, der ikke er med i high-end segmentet som Samsung og Google, er lykkedes med at få ChatGPT ind i økosystemet til sine ure.
Samtidig skaber det nok også en større interesse for at købe et ur fra Amazfit. Når man ser på, hvordan Zepp OS har fået integreret ChatGPT, er det sandsynligt, at flere mærker inden længe følger trop.
Se også: Hvad er kunstig intelligens?
ChatGPT er her, der og allevegne
ChatGPT er med overalt lige for tiden, blandt andet i Microsofts Bing søgemaskine og Edge-browser. Du kan også have en betalingsversion af OpenAI-chatbotten, hvor selskabet forsøger at tjene lidt penge på konceptet.
Selskabet har bygget et økosystem, der skal være med til at udvikle AI-chatbotten og dens anvendelsesmuligheder.