Xiaomi bløder penge på elbiler før stor Europa-offensiv

Gassen er gået af ballonen for Xiaomi. Mærkets elbilafdeling bløder milliarder, mens presset stiger før den længe ventede lancering i Europa næste år.

Nyheder

Den kinesiske teknologigigant Xiaomi har de seneste år oplevet et vildt eventyr, da de trådte ind på bilmarkedet.

Men nu rammer hverdagen. Selvom salgstallene stiger, fortsætter elbilafdelingen med at tabe enorme summer.

Læs ogsåXiaomi

Underskud på flere milliarder kroner

I andet kvartal af 2026 leverede Xiaomi over 104.000 elbiler. Det er en stigning på næsten 29 procent i forhold til årets første tre måneder.

Alligevel endte divisionen for elbiler, AI og nye initiativer med et driftsunderskud på 2,6 milliarder yuan. Det svarer til knap 2,5 milliarder kroner.

Bilsalget står for langt størstedelen af afdelingens omsætning – hele 23,9 ud af 24,9 milliarder yuan. Det er dog vigtigt at bemærke, at Xiaomi slår bilforretningen sammen med blandt andet AI i regnskabet. Underskuddet og den faldende margen kan derfor ikke tilskrives elbilerne alene.

Driftsunderskuddet er faldet en smule sammenlignet med første kvartal, hvor Xiaomi tabte omkring 400 millioner euro.

Læs ogsåMotorjournalist fælder dom: Xiaomis elbil klar til Europa

Hård kamp om avancerne i Kina

Xiaomi forklarer det samlede underskud med flere faktorer. Prisen på nøglekomponenter er steget, og udgifterne til udvikling af kunstig intelligens tynger afdelingens samlede regnskab.

Samtidig er gennemsnitsprisen per solgt bil faldet med 9,6 procent. Det skyldes, at kunderne køber færre eksemplarer af den dyre topmodel SU7 Ultra.

Bruttomarginen for den samlede division er derfor dykket fra 26,4 procent sidste år til nu 19,2 procent.

Desuden har den nye SUV, YU7, stjålet salg fra den oprindelige SU7-sedan, hvilket presser Xiaomis samlede indtjening.

Læs ogsåFind elbilen til dit behov

Store (og måske for store) ambitioner før Europa-entré

Xiaomi har sat sig et ambitiøst mål om at levere 550.000 biler i år.

Efter årets første syv måneder har de dog kun nået 39 procent af målet. For at nå i mål skal Xiaomi med andre ord levere tæt på 67.000 biler om måneden resten af året. Det er mere end en fordobling af deres nuværende tempo.

Xiaomi satser nu stærkt på nye hybridmodeller med rækkeviddeforlænger samt den kommende udvidelse til Europa næste år.

Udfordringen bliver at vende de røde tal til overskud, når bilerne ruller ud på de europæiske veje.