Find de bedste film og serier med hjemmesiden CineSift [TIP]
Mangler du inspiration til, hvilke film og serier du bør se på bl.a. Netflix? Det kan hjemmesiden CineSift hjælpe dig med. Det er et genialt værktøj, der samler anmeldelser og bedømmelser af alle film og serier på DVD, Netflix og Amazon Prime Video.
Èn ting er hvad brugere siger om de forskellige titler. En anden ting er hvad anmelderne siger. Og anmelderne har ofte meget forskellige meninger om film og serier, så hvorfor ikke kombinere dem alle og samle den til én bedømmelse, som du nemt kan finde det bedste indhold ud fra?
Læs også: Playpilot – din tv-guide over streamingtjenester [TIP]
Det er netop det, der er idéen bag CineSift. Hjemmesiden samler al indhold, som er tilgængeligt på enten DVD eller førnævnte streamingtjenester. Hjemmesiden tjekker automatisk bedømmelserne på indholdet på Rotten Tomatoes, Letterboxd, Metacritic og naturligvis også IMDb – altså de største databaser for bedømmelser af film og tv.
I stedet for, at du skal forholde dig til bedømmelserne hvert enkelt sted, opsummeres de altså til en enkelt bedømmelse, som gør det nemt at finde det indhold, der ligger i top over hele linjen.
Lad os tage et eksempel. Vælger du ikke at specificere nogle særlige søgekriterier, bliver The Godfather udpeget som den bedst bedømte titel. Den har fået 99 ud af 100 på Rotten Tomatoes’ anmeldere, 98 ud af 100 af Rotten Tomatoes’ brugere, 92 ud af 100 på IMDb, 92 ud af 100 på LetterBoxd og en Metascore på 100. Disse bedømmelser omsamles i en samlet bedømmelse på 96.
Specificér din søgning ned til mindste detalje
Hjemmesiden har en masse værktøjer, så du kan specificere din søgning. Først og fremmest har du det normale søgefelt, hvor du bare kan søge efter titler. Du har også mulighed for at vælge en eller flere genrer, som du kun vil have vist indhold ud fra. Er der nogle genrer, som du ikke er fan er? Dem kan du også angive, så du ikke bliver præsenteret for indhold inden for disse.
Du kan naturligvis også krydse de streamingtjenester/formater af, som du vil søge på. Hvis du kun vil se film og serier fra år 1990 og frem, kan du også angive dette. Vil du kun se indhold, der har fået en samlet bedømmelse på mellem 70 og 100? Det kan du også angive. Du kan også gå ind og angive mere specifikke krav til bedømmelserne fra de enkelte steder, hvis du vil det. Hvis du f.eks. vægter højt, at de viste serier og film skal have mindst 8 ud af 10 på IMDb og mellem 90 og 100 på Rotten Tomatoes, så er det også muligt.
Læs også: Koder til Netflix afslører gemt indhold [TIP]
Der er altså utroligt mange muligheder for at finde frem til det indhold, der ifølge flertallet er vurderet som det bedste indhold. Du kan også til sidst vælge et væld af måder, du vil have vist søgeresultaterne på. Som standard vises det indhold med højeste bedømmelser først, men du kan også vælge ud fra antal bedømmelser, kun IMDb og mange andre.
I højre side af alle søgeresultater har du en række røde ikoner, som kan være anvendelige. Det første ikon, et øje, lader dig tilføje indhold til en liste over titler, som du gerne vil se. Når du så har set dem, kan du markere dem som set, og så figurerer de ikke længere i søgeresultaterne. Du kan også tilføje dem som favorit og slette dem fra søgeresultaterne manuelt.
Suppler med PlayPilot til dansk indhold
Ulempen ved en udenlandsk tjeneste som CineSift er, at den ikke inkluderer danske titler og danske streamingtjenester. Til det formål kan tjenesten PlayPilot anvendes, som samler danske serier og film fra Netflix, HBO Nordic, DR TV, Google Play, iTunes, Plejmo, SF Anytime, ViaPlay, Blockbuster, Dansk Filmskat, Amazon Prime Video, C More, DanishDox, Dplay, Dplay Premium, Min Bio, TV2 PLAY, YouTube, Viafree, Filmstriben og Filmcentralen.
Ulempen ved denne tjeneste er dog, at den kun trækker på bedømmelser fra IMDb, og du får altså ikke på samme måde det komplette billede af, hvad der bedømmes bedst på tværs af mange anmeldersider og brugere.
Du får altså mest ud af begge tjenester ved at bruge dem i samspil med hinanden.