Sådan tager du billeder af fyrværkeri med mobilen [TIP]

Få styr på teknikkerne til at tage flotte billeder af fyrværkeriet nytårsaften ved brug af kameraet i din smartphone.

Sådan tager du billeder af fyrværkeri med mobilen [TIP]

Selv om fyrværkeri kan være noget generende og støjende i disse dage, kan de fleste blive enige om, at store raketter, batterier og hvad der ellers findes kan være flot at kigge på. Måske er du en af mange, som gerne vil fange fyrværkeriet på et billede med mobilen.

Måske har du før oplevet, at resultatet ikke bliver i nærheden af det, som du rent faktisk så i virkeligheden? Frygt ej. Med disse relativt simple tips kan du sikre flotte billeder af nattehimlen omgivet af flotte farver.

1. Vælg den rette kamera-app

Først og fremmest skal du sørge for at have en relativ ny smartphone, som er kommet på markedet inden for de seneste år. Det vigtigste er, at den har en manual kameratilstand, hvor du kan indstille forskellige værdier manuelt. Ikke alle telefoner har denne mulighed i den indbyggede kamera-app, men både til iOS og Android er det muligt at downloade apps, som giver disse funktioner.

Til Android kan du downloade apps såsom Camera FV-5 (22 kr.), Camera FV-5 Lite og Manual Camera (26 kr.). Til iOS kan du prøve apps såsom Camera+ (25 kr.), Warmlight (45 kr.), Manual (35 kr.) og ProCam 5 (45 kr.).

I kameraappen på din smartphone finder du typisk den manuelle tilstand ved at swipe op, ned, til den ene side eller ved at gå til nogle yderligere indstillinger. Tilstanden hedder typisk ’Manuel’, ’Pro’ eller ’Professionel’. For nærmere information om den indbyggede kameraapp i din smartphone har en manuel funktion, kan du kigge i telefonens brugervejledning.

En fleksibel mini-tripod som denne vil være velegnet.

2. Brug helst et stativ eller en mobilholder

Det er ikke et absolut must, men du opnår de klart flotteste billeder, hvis du har mulighed for at have din telefon stående på et stativ eller en lille tripod med en kameraholder eller lignende.

Det er nok de færreste, som har sådan et stående og endnu færre, som tager det med ud nytårsaften. Alternativt kan du prøve at finde et godt sted, hvor du enten kan stille telefonen eller læne den op ad noget. Vigtigst er i hvert fald blot, at telefonen står eller ligger så stille som overhovedet muligt. Det hænger sammen med den såkaldte lukkertid, som forklares nedenfor.

Fyrværkeri
Billedet her er taget med en lukkertid på 5 sekunder. Foto: Exposureguide.com

3. Lang lukkertid giver flotte billeder

I kameraer med manuelle indstillinger har du mulighed for at indstille den såkaldte lukkertid eller eksponeringstid, altså hvor lang tid sensoren skal lade lys slippe ind og derfor fotografere motivet. En længere lukkertid lader dig fange et længere øjeblik af eksempelvis en raket der springer i luften. Dermed kan du også få et flot billede, hvor fyrværkeriets spor, idet det spreder som over luften, bliver fotograferet frem for kun et øjebliksbillede.

En lang lukkertid gør også, at du ikke skal time billedet lige så korrekt, da der, som beskrevet før, fotograferes i længere tid end blot et splitsekund. Du kan altså med fordel prøve dig frem med en lukkertid på eksempelvis et halvt sekund, et helt sekund eller endda flere sekunder alt efter hvilke muligheder du har med din mobil og hvor lange ’spor’ du vil have på billedet. Ulempen ved den lange lukkertid er, at selv den mindste rystelse ødelægger billedet, så derfor er det vigtigt enten med et stativ eller at telefonen står helt stille.

4. Det går også an at fotografere i hånden

Hvis du vælger at fotografere fyrværkeriet håndholdt, så kan det også lade sig gøre. Her skal du bare bruge en meget kortere lukkertid for at undgå, at billedet sløres fra bittesmå bevægelser. En tommelfingerregel lyder derfor, at hvis du har mulighed for det, så sæt lukkertiden til ikke hurtigere end 1/15 af et sekund. Så bør du undgå rystelser. Ulempen er blot, at du skal tage billedet præcis på det helt rigtige tidspunkt.

Har din telefon optisk billedstabilisering, så tager den de værste rystelser, og dermed kan du øge lukkertiden ved håndholdt fotografering til op mod 1/10 af et sekund.

Fyrværkeri
Dette billede er taget med en ISO-værdi på 100. Foto: Exposureguide.com

5. Skru ned for ISO-værdien

En anden vigtig ting at sørge for at indstille korrekt, når du fotograferer fyrværkeri, er ISO-værdien. ISO-værdien er et udtryk for billedsensorens lysfølsomhed. Anbefalingen generelt lyder, at når du fotograferer fyrværkeri, så skal ISO-værdien skrues helt ned til 50 eller 100 – så lavt som muligt. Hvis ISO-værdien er for høj, bliver billedet overeksponeret, og det ødelægger billedet fuldstændigt. De ellers flotte farver fra fyrværkeriet risikerer bare at blive kridhvide, hvilket ikke er nær så spændende at kigge på.

Bliver billedet overbelyst trods laveste ISO-værdi, så brug en kortere lukkertid, så der lukkes mindre lys ind i sensoren.

Hvidbalance

6. Vælg hvidbalanceindstillingen ‘dagslys’

Det kan virke ulogisk under natte- eller aftenhimlen, men til fotografier af fyrværkeri er den bedste hvidbalanceindstilling den, som hedder ’Dagslys’. Det skyldes, at himlen, ikke overraskende, bliver fuldt oplyst af det store fyrværkeri.

OnePlus kamera
Sådan ser det ud, hvis man vil lave manuelle justering på OnePlus’ mobiler. På billedet indstilles fokuspunktet. Foto: XDA-developers.com

7. Vælg det rigtige fokuspunkt

Fokuseringen spiller også en rolle, men er ikke nær så drilsk ved stillfotos af fyrværkeri som ved videooptagelser. Her vil det også være meget forskelligt fra kamera til kamera, om det er muligt at indstille fokuspunktet.

Hvis du har mulighed for det, kan du vælge fokuspunktet ved at klikke på skærmen der hvor fyrværkeriet springer. Du kan forsøge at vælge fokuspunktet ved at vælge fokuspunktet på noget tidligere fyrværkeri end det, du vil fotografere. Slå autofokus fra, hvis du har mulighed for det. Du kan eventuelt låse fokuspositionen ved at holde fingeren nede på skærmen. Nogle mobiler har også mulighed for manuelt at indstille fokuspunktet ved at ændre på en skydemenu. Her kan du justere den frem og tilbage, indtil fyrværkeriet står skarpt.

8. Slå HDR fra

HDR er velegnet til mange motiver, men formentlig ikke fyrværkeri. Teknikken fungerer ved, at telefonerne på et splitsekund tager mange fotos med forskellige eksponeringer og smelter dem sammen til et. Det kan muligvis ende ud i nogle gode resultater, men alt efter hvilken HDR-algoritme din mobil bruger, kan du risikere, at du får et mislykket resultat, hvor fyrværkeriet er blevet klippet og klistret sammen rundt omkring på billedet.

Fyrværkeri
Foto: Exposureguide.com

9. Brug eventuelt natbillede-tilstand

Nogle mobiler, eksempelvis Huaweis, har en såkaldt natbillede-tilstand, som er optimeret til at tage billeder om, ja … natten. Her har du også mulighed for at justere ISO-værdi og lukkertiden, hvilket er de to væsentligste justeringer ved fotografiet.

10. Brug ikke zoom

Når du fotograferer fyrværkeri, bør du som udgangspunkt lade være med at bruge telefonens zoom-funktion. De fleste telefoner anvender digital zoom, hvilket blot forvrænger billedresultatet. Nogle telefoner har dog også optisk zoom eller hybrid zoom, hvor der kan zoomes en lille smule uden at billedet forvrænges. Forsøg i stedet på at komme så tæt på motivet som muligt uden zoom. Alternativt kan billederne beskæres, efter de er taget.

11. Slå LED-blitz fra

Som udgangspunkt er LED-blitzen på din mobil ubrugelig til billeder af fyrværkeri. Motivet er lyst i sig selv og kræver ingen belysning, og så er LED-blitzen slet heller ikke kraftig nok til at lyse noget op så langt væk fra. Tværtimod kan den forværre billedet ved at lyse ting i forgrunden op, og røg fra fyrværkeriet kan også blive lyst op, hvilket du ikke ønsker.

12. Tag eventuelt billeder i RAW-format

Hvis du vil helgardere dig, kan du tage billederne i RAW-formatet, som er et filformat til ubehandlede fotografier, og som indeholder al data fra telefonens kamerasensor. RAW-formatet skal kun bruges, hvis du har mod på efterfølgende at bruge tid på at efterbehandle billederne, enten på en computer eller via apps direkte til mobilen.

Med RAW-filer kan du justere et utal af parametre i billederne og frembringe detaljer, som ellers ikke er synlige og ændre kontrast, lysstyrke, skygger, farver, skarphed og meget andet. Det giver altså noget mere fleksibilitet, så du kan få præcis de billeder, du ønsker – hvis du altså tog billedet på det helt rigtige øjeblik.

Generelt for alle punkter gælder, at du opnår de bedste resultater ved at prøve dig frem. Alle motiver, situationer og ikke mindst mobiler og kameraapps er forskellige, så resultaterne vil være derefter. Forsøg dig frem med primært forskellige lukkertider og se, hvilke billeder der falder i din smag.

Seneste nyt om Oneplus

Fortællingen gik ikke bort med denne historie. mobilsiden fulgte op på historien. 27/12/2017 fortsatte vi fortællingen med en artikel der belyste emnet Mobilsiden kårer: Årets design 2017 – Artiklen kan du læse her. De seneste nyheder om temaet kan du læse her.