Guide: De bedste streamingbokse med Android TV og Google TV
Mange har i dag et smart-tv, men der kan stadig være flere gode grunde til at supplere med en såkaldt streamingboks eller medieafspiller med styresystemet Android TV.
Ikke alle apps fra populære streamingtjenester er tilgængelige på smart-tv fra eksempelvis LG med webOS, Samsung-tv med Tizen eller nogle Philips-tv med Saphi Smart TV. Fælles for disse styresystemer er også, at de ikke har indbygget Chromecast-funktionalitet. Eller måske kan du bare bedre lide brugerfladen på Android TV (og Google TV, som Android TV kommer til at hedde i fremtiden).
Èn løsning kan selvfølgelig være at skifte til et tv med Android TV-styresystemet, men det er dyrt og unødvendigt, hvis du ellers er glad for dit tv. Den klart nemmeste og billigste løsning er i stedet at købe en lille streamingboks med Android TV/Google TV.
Pas på billige Android-bokse og gå efter Android/Google TV
Udvalget har gennem årene været relativt småt, hvis man ser bort fra de mange billige, kinesiske streamingbokse, der bruger den normale (og ofte en gammel version) af Android. Disse er ikke nær så godt optimeret til tv-skærmen som det officielle Android TV- og Google TV-styresystem. Er du på udkig efter en streamingboks med Android, bør du altså gå efter en med ”Android TV” eller ”Google TV” og ikke kun ”Android”.
Når det kommer til bokse med det ægte Android TV-system, er udvalget ikke voldsomt stort. Der er til gengæld kommet bedre modeller på markedet de seneste år, som understøtter den høje 4K-opløsning. Det er en klar fordel at vælge en 4K-boks. Hvis du ikke allerede har et 4K-tv, vil dit næste med al sandsynlighed være det, og så er du fremtidssikret i mange år med en 4K-boks.
Så hvilke streamingbokse med Android TV eller Google TV er de bedste? Vi har fundet de seks bedste Android TV-bokse nedenfor:
Læs også: Nokia lancerer Smart TV i Danmark med Android TV
#1 Xiaomi Mi Box S
Mi TV Box S 4K fra Xiaomi er den streamingboks med Android TV, der er nemmest at få fat på her i Danmark – og så er den også en af de billigste. Boksen måler kun 9,5 x 9,5 x 1,7 cm og vejer kun 147 gram, så den er nem at gemme af vejen. Xiaomi Mi TV Box S 4K har været på markedet siden december 2018, så den er ikke længere en af de nyeste streamingbokse.
- Opløsning: 4K (3.840 x 2.160) ved 60 billeder i sekundet
- Chipset og grafikchip: 4 x Cortex-A53-kerner med Mali-450-grafikchip
- Indbygget Chromecast: Ja
- Android TV-version: 8.1 (kan opdateres til Android 9)
- Fjernbetjening medfølger: Ja
- HDR: Nej
- HDMI-version: 2.0a
- RAM og lagerplads: 2 GB DDR3-RAM og 8 GB eMMC-lager
- Wi-Fi: 802.11a/b/g/n/ac (2,4 og 5 GHz)
- Pris: Fra 477 kroner
#2 Nokia Streaming Box 8000
Nokia Streaming Box 8000 er en 4K-streamingboks fra januar 2021. Den minder på mange måder om Xiaomi Mi TV Box S 4K, men adskiller sig fra de andre streamingbokse ved at have en stor fjernbetjening med alle de knapper, du måtte have brug for. Mange andre streamingbokse kommer kun med små fjernbetjeninger med de absolut mest nødvendige knapper.
- Opløsning: 4K (3.840 x 2.160) ved 60 billeder i sekundet
- Chipset og grafikchip: Amlogic S905X3 med ARM Mali-G31 MP2-grafikchip
- Indbygget Chromecast: Ja
- Android TV-version: 10
- Fjernbetjening medfølger: Ja
- HDR: Nej
- HDMI-version: Ukendt (formentlig 2.0a)
- RAM og lagerplads: 2 GB DDR3-RAM og 8 GB eMMC-lager
- Wi-Fi: 802.11a/b/g/n/ac (2,4 og 5 GHz)
- Pris: Fra 699 kroner
#3 NVIDIA Shield TV Pro
Nvidia Shield TV Pro er et noget dyrere bud på en Android TV-streamingboks, som har været på markedet siden november 2019. Til gengæld får du også de bedste specifikationer, man pt. kan få i en Android-streamingboks.
- Opløsning: 4K (3.840 x 2.160) ved 60 billeder i sekundet
- Chipset og grafikchip: NVIDIA Tegra X1+-processor med NVIDIA-grafikchip
- Indbygget Chromecast: Ja
- Android TV-version: 9.0
- Fjernbetjening medfølger: Ja
- HDR: Ja, Dolby Vision HDR og HDR10
- HDMI-version: 2.0b
- RAM og lagerplads: 3 GB RAM og 16 GB lager
- Wi-Fi: 802.11a/b/g/n/ac 2×2 MIMO (2,4 og 5 GHz)
- Pris: Fra 1.699 kroner
Læs også: Google Chromecast med Google TV er nu officiel
#4 Chromecast med Google TV
Chromecast med Google TV er den første enhed med Googles tilpassede udgave af Android TV kaldet Google TV. Brugerfladen har fået et designløft, og på sigt vil flere tv med Android TV komme med Google TV. Google har endnu ikke lanceret Chromecast med Google TV i Danmark, så enkelte Google TV-funktioner virker endnu ikke herhjemme. Der er dog masser af danske webshops, som allerede sælger enheden.
Chromecast med Google TV er, ligesom tidligere Chromecasts, ikke en egentlig boks, men en HDMI-dongle, som indsættes direkte i tv’et.
- Opløsning: 4K (3.840 x 2.160) ved 60 billeder i sekundet
- Chipset og grafikchip: Amlogic S905D3G SoC (4 x ARM Cortex-A55-kerner) med ARM Mali-G31 MP2-grafikchip
- Indbygget Chromecast: Ja
- Android TV-version: 10
- Fjernbetjening medfølger: Ja
- HDR: Ja, Dolby Vision, HDR10 og HDR10+
- HDMI-version: 2.1
- RAM og lagerplads: 2 GB RAM og 8 GB lager
- Wi-Fi: 802.11a/b/g/n/ac (2,4 og 5 GHz)
- Pris: Fra 626 kroner
#5 NVIDIA Shield TV (2019)
Hvis NVIDIA Shield TV Pro er lige dyr nok, kan du vælge den billigere NVIDIA Shield TV. Modellen kom på markedet i november 2019 og adskiller sig fra den nyere og dyrere Shield TV Pro ved at fylde noget mindre. Og så er dens specifikationer mere sammenlignelige med flere af konkurrenterne.
- Opløsning: 4K (3.840 x 2.160) ved 60 billeder i sekundet
- Chipset og grafikchip: NVIDIA Tegra X1+-processor med NVIDIA-grafikchip
- Indbygget Chromecast: Ja
- Android TV-version: 9.0
- Fjernbetjening medfølger: Ja
- HDR: Ja, Dolby Vision HDR og HDR10
- HDMI-version: 2.0b
- RAM og lagerplads: 2 GB RAM og 8 GB lager
- Wi-Fi: 802.11a/b/g/n/ac 2×2 MIMO (2,4 og 5 GHz)
- Pris: Fra 1.299 kroner
Læs også: De bedste mobilabonnementer med inkluderet musikstreaming
#5 Xiaomi Mi TV Stick
Ligesom Chromecast med Google TV er Xiaomi Mi TV Stick en HDMI-dongle, som indsættes direkte i tv’et. Enheden har været til salg herhjemme siden august 2020 og er den klart billigste enhed, du kan få med Android TV. Det skyldes dog hovedsageligt, at den ’kun’ understøtter Full HD.
- Opløsning: Full HD (1.920 x 1.080) ved 60 billeder i sekundet
- Chipset og grafikchip: 4 x Cortex-A53-kerner med ARM Mali-450-grafikchip
- Indbygget Chromecast: Ja
- Android TV-version: 9.0
- Fjernbetjening medfølger: Ja
- HDR: Nej
- HDMI-version: Ukendt (formentlig 2.0)
- RAM og lagerplads: 1 GB RAM og 8 GB lager
- Wi-Fi: 802.11a/b/g/n/ac (2,4 og 5 GHz)
- Pris: Fra 268 kroner
Læs også: Googles Android TV bliver opdateret til Android 11
De bedste streamingbokse med Android TV/Google TV: Hvilken skal du vælge?
Hvilken streamingboks der er den bedste, kommer an på dels dine prioriteringer og dit budget.
Hvis du vil have den hurtigste enhed med Android TV, skal du vælge NVIDIA Shield TV Pro. Den er til gengæld også markant dyrere end alle alternativerne.
Hvis du vil have den nyeste software, skal du vælge enten Chromecast med Google TV eller Nokia Streaming Box 8000. Chromecast med Google TV bør du også vælge, hvis du vil have den bedste billedkvalitet, da den understøtter HDR10+.
Hvis du ikke er til de helt små fjernbetjeninger, er Nokia Streaming Box 8000 det bedste bud. Alternativt sælger NVIDIA nogle fremragende Shield-controller til cirka 500 kroner.
Hvis du vil have en god og billig all-round-streamingboks med Android TV, er Xiaomi Mi TV Box S 4K et godt bud. Den har ingen større mangler og tilbyder alle de vigtigste features til under 500 kroner.
Og så er der naturligvis den 200 kroner billigere Xiaomi Mi TV Stick, hvor du må nøjes med en Full HD-opløsning og lidt dårligere specifikationer.
Der skulle med andre ord være mulighed for at finde en streamingboks med Android TV, som dækker de flestes behov og budget.
Opdateringer på sagen
Redaktionens interesse for emnet fortsatte. Daniel Søgaard Hald kunne ikke slippe historien. 5/11/2020 gik redaktionen videre og kørte en opfølgning med artiklen om Dxomark vil nu lave avancerede test på bluetooth-højtalere – Historien bringes videre her. Emnet dækkes fortløbende af redaktionen. Aktuelle nyheder om Xiaomi finder du her. .