Rygtet om gratis MobileMe nægter at dø
Rygterne om en gratis version af MobileMe har svirret før, og nu puster avisen New York Times nyt liv i det hele.
Avisen mener således at vide, at Apple har planer om en ny satsning for firmaets synkroniserings-, mail og backup-service.
En kilde “med kendskab til Apples planer” hævder, at den nye – og gratis – udgave af MobileMe skal lade brugerne gemme musik, fotos og andre filer online og dermed have adgang til dem fra samtlige Apple-produkter.
– “Målet er, at dine fotos og andet medie-indhold vil synkronisere på tværs af alle dine Apple-enheder, uden at folk behøver at gøre noget som helst,” siger kilden til New York Times.
Den nuværende version af servicen koster 619 kroner, mens rivalen Google tilbyder lignende produkter uden beregning.