De nye Nokia-mobiler kan få DAB-radio
Finske Nokia lancerer til december et nyt headset, der gør det muligt at modtage digitale radiokanaler på mobiltelefonen.
Headsettet anvender de nyere Nokia-telefoners “USB-On-The-Go”-feature til at tilføje ekstra hardware- og softwarefunktioner. Nokia Digital Radio Headset kan modtage både DAB og DAB+.
Headsettet passer til Nokia N8, C7, E7 og kommende Symbian 3-mobiltelefoner. Det kommer til at koste cirka 600 kroner, når det kommer i handelen til december.
Nokia har tidligere annonceret en digital DVB-H tv-tuner, der også benytter sig af mulighederne fra “USB-On-The-Go”-teknologien, men den kommer ikke til salg i Danmark.