Det store TV-slag blev en fuser

TV-udbydernes efterårsstorm om kundernes gunst er indtil videre endt, som en mild brise.

Det store TV-slag blev en fuser

Der var derfor lagt i ovnen til det helt store slag dette efterår. Både om de mange hundrede tusinde “nye” kunder, der slap analog TV via egen antenne for at blive digitale, men også slaget mod at flytte markedsandele imellem udbyderne af TV signaler.

Selvom det analoge sluk d. 1. november 2009 berørte de færreste hustande direkte, var det udset som den helt store slagmark. Boxers indtog på markedet, kombineret med de etablerede udbyderes kamp om kundernes gunst.

Men i følge Berlingske Tidende er det store slag endt som en fuser – indtil videre.

Boxer ventede 100.000 kunder

Boxer er den nye spiller på markedet, som startede helt fra bunden med at hverve kunder.


 – 
“Hvis man spørger hele vejen rundt, så tror jeg, at alle har haft den oplevelse af, at de kunder, der var i spil her, har været sværere at få til at blive betalingskunder, end man havde regnet med. Det gælder både for os og for vores konkurrenter”,
 siger adm. direktør for Boxer, Steen Ulf Jensen til Berlingske business.dk.

Boxer vil ikke afsløre hvor mange kunder det blev til her ved årets udgang. En web-undersøgelse fra Zapera endte på 31.000 kunder til Boxer dette efterår, men i følge Boxer selv er dette talt for lavt sat.

Men målet om 100.000 kunder blev det næppe til i denne omgang, så ville vi have hørt om det.

YouSee bekræfter tendensen

Hos YouSee bekræfter adm. direktør Niels Breining overfor business.dk billedet af, at kun få har skiftet til betalings-TV i kølvandet på lukningen af det gamle TV-signal.

Ifølge undersøgelsen fra Zapera har kun 65.000 taget springet til betalt TV.

 – 
“En væsentlig årsag er, at DR er blevet en større konkurrent. Selv om det kun var planen, at DR skulle tilbyde tre kanaler, tilbyder man nu seks”
, siger han og peger på, at DR ud over DR1 og DR2 nu også har DR Update, DR Ramasjang, DR K og DR HD.

Sammen med TV2s hovedkanal er der med andre ord nok at vælge mellem for de danskere, der hidtil har været tilfredse med deres stueantenne.