Mobilen finder vej til bus, tog og metro
Nu kan du have Rejseplanen.dk med i lommen.
En ny mobil-applikation giver således adgang til den velkendte rejseplanlægning ved hjælp af få tast på mobiltelefonen.
Rejseplanen findes allerede i en speciel udgave til iPhone og andre mobiler. Nu er der imidlertid flere danskere, der kan få rejseplanlægning på farten.
– “Den store interesse for at downloade Rejseplanen til iPhone viser, at vi har ramt et behov for mobil rejseinformation. Derfor lancerer vi nu en java-applikation, så ejere af andre typer mobiltelefoner får adgang til samme tjeneste,” siger Marketing Manager Birgitte Woolridge fra Rejseplanen.
Hvis man benytter en telefon med indbygget GPS, kan Rejseplanen ligeledes vise vej til nærmeste stoppested eller station.
Den nye mobil-applikation er gratis. Man skal dog være opmærksom på, at telefonen bruger datatrafik, når man downloader programmet – med mindre man gør det via Wi-Fi.
Når programmet er i brug, fylder et enkelt rejseopslag ca. 1-3 Kb datatrafik.
Sådan gør du:
Send en SMS til 1231 med teksten “Rejseplanen Mobil”. Så får du et link retur i en SMS. Klik på linket, så applikationen downloades.