Apple iPhone 3G S – alle detaljerne

Her får du alle detaljerne om den nyligt præsenterede iPhone 3G S.

Apple iPhone 3G S – alle detaljerne

Apple præsenterede igår tredje generation af iPhone, iPhone 3G S. S’et står for Speed, og ifølge Apple selv, er telefonen også blevet endnu hurtigere. Lad os starte med at kigge på indmaden.

Den “gamle” iPhone 3G havde en processor med 412MHz, og eftersigende vil S’eren være dobbelt så hurtig. Antallet af megahertz er ikke offentliggjort, men mon ikke at processoren er blevet hurtigere.

3G S kommer i to udgaver, 16GB og 32GB – altså mulighed for rigtig meget hukommelse. Samtidigt hjælper 256mb RAM med hastigheden.

Masser af forbedringer

Til at gøre brugeroplevelsen endnu bedre, er Apple kommet med en 3.0-udgave af iPhone-styresystemet. 3G S vil blive leveret med dette fra start. Oven i det får brugeren diverse bevægelsessensorer, som skal hjælpe med brugervenligheden.

Som noget helt nyt, er der kommet understøttelse af voice control – dvs. stemmestyring. Man kan altså fortælle telefonen hvad den skal gøre. Sammen med den forbedrede skærm, skal det hjælpe brugere med svagt syn.

Skærmen er desuden stadig på 3,5″ og med samme specifikationer.

Til internetdelen beholdes den populære Safari-browser, og 3G S har endda fået forbedret zoom-mulighederne i browseren og interfacet. Telefonen understøtter nu også op til 7,2 mbit/sek med Turbo 3G. Herudover er der EDGE, GPRS, Bluetooth 2.1 og GPS.

GPS’en kan blandt andet bruges til det opgraderede kamera, som understøtter geo-tagging. Det har også fået tre megapixels og autofokus. Brugeren vil kunne trykke på skærmen og bestemme, hvor fokus skal være.

Til sidst er der understøttelse af video med 30fps.

Hurtighed – med god batteritid

Til trods for alle forbedringerne som oftest kan være hårdt for batteriet, er standbytid og taletid stadig holdt på et fornuftigt niveau – ja, det er faktisk forbedret. Det betyder at der er mere tid til videoer, musik, spil, kontakt med venner og famile, samt alle de andre ting iPhone 3G S kan bruges til.

Af andre ting, kan der nævnes at iPhone 3G S nu kan bruges sammen med Nike+, som er et træningsprogram, der tidligere har været forbeholdt til iPod.

Herudover er der kommet integreret kompas, og så er 3G S selvfølgelig klar til App Store med over 50.000 applikationer.

Prisen starter i USA på 1.100 kroner for 16GB-modellen, og 1.600 kroner for 32GB-udgaven. Det er dog uden moms, og med binding til det amerikanske teleselskab AT&T. Prisen virker dog som den samme, som da iPhone 3G kom ud.

På samme tid er iPhone 3G blevet sat på tilbud til 500 kroner uden moms og med abonnementsbinding. Det vides ikke hvorvidt det tilbud vil påvirke det danske marked.

Detaljer

Størrelse: 115,5 x 62,1 x 12,3 mm
Vægt: 135 gram
Skærm: 3,5″, 320×480 pixels, 16 millioner farver
Kamera: 3,0 megapixels, autofokus, video med 30fps, geo-tagging
Hukommelse: 16GB eller 32GB, 256mb RAM
Styresystem: iPhone OS 3.0, voice control, App Store
Forbindelser: Bluetooth 2.1, TV-Out, USB, GPS, 3.5mm jackstik
Netværk: GSM, GPRS, EDGE, 3G, Turbo 3G
Standbytid: Op til 300 timer
Taletid: Op til 12 timer

Mere nyt om emnet

Ja vi fulgte selvfølgelig op på artiklen. mobilsiden kunne ikke lade være. 9/6/2009 gik vi videre med artiklen om TomTom klar med navigation til din iPhoneKlik her og læs den fulde artikel.. Tjek også seneste nyt om temaet ved at trykke her..