Google viser ny, imponerende demo af Google Duplex

Google har udgivet en ny film, der viser hvordan Google Assistent en skønne dag kan foretage opkald for dig og eksempelvis reservere bord på en restaurant.

Google viser ny, imponerende demo af Google Duplex

Ved dette års Google I/O-udviklerkonference imponerede Google alt og alle med præsentationen af det såkaldte Google Duplex. Det er en kommende funktionalitet i Google Assistent, som gør det muligt at lade assistenten ringe til eksempelvis en frisør eller en restaurant for at booke en tid – helt automatisk og uden at nogen mennesker er involveret.

Læs også: Google Assistent forstår først dansk sidst på året

Det virkede næsten for godt til at være sandt, og der opstod da også en del kontrovers i forhold til, at vi snart ikke kan høre forskel på, om vi taler med et rigtigt menneske eller en robot styret af kunstig intelligens.

Derfor er Google nu klar med en ny video, der demonstrerer en lidt forbedret udgave af Google Duplex. Konceptet er fortsat helt det samme. Du vil gerne have tid på en restaurant, men måske har du ikke lige tid til at ringe til den, eller også er du i en situation, hvor det bare er upraktisk. I stedet kan du bare bede Google Assistent om at bestille en tid for dig på en hvilken som helst dag og tidspunkt.

Google Assistent skal nu bruge op til et kvarter på at få booket reservationen, og helt automatisk træder Googles kunstige intelligens for alvor i karakter. Den ringer helt selv til restauranten, og som noget nyt præsenterer den sig nu som en robot eller som Google Assistent, så vedkommende i den anden ende af røret er klar over det.

Og som en anden ny ting meddeler Google Duplex nu også, at telefonsamtalen optages, da der i nogle amerikanske stater er lovgivning om, at man skal oplyse om dette. Det varierer fra opkald til opkald, hvordan Google Duplex fortæller disse beskeder i starten af opkald, så der kan findes frem til de formuleringer, der får færrest virksomheder i den anden ende af røret til at lægge på med det samme.

Eksempel på samtale med Google Assistent
[BIP]

ANNA: Hey, Google. Book et bord til to ved El Cocotero på tirsdag klokken 19.

GOOGLE ASSISTANT: I orden. Kan jeg prøve mellem klokken 19 og 20 i tilfælde af, at der ikke er plads?

ANNA: Ja, selvfølgelig.

GOOGLE ASSISTANT: Udmærket. Jeg ringer for at reservere i dit navn og dit telefonnummer, og jeg vil give dig en opdatering inden for de næste 15 minutter. Er det OK?

ANNA: Perfekt. Tak.

[TELEFON RINGER]

TJENER: El Cocotero. Hvad kan jeg hjælpe med?

GOOGLE ASSISTANT: Hej, jeg er Google Assistant og ringer for at lave en reservation for en kunde. Dette automatiserede opkald vil blive optaget. Kan jeg booke et bord til tirsdag den 12?

TJENER: OK, cool. Og hvor stor er festen?

GOOGLE ASSISTANT: Det er til to personer.

TJENER: Super. Og hvornår sagde du, at de gerne vil komme?

GOOGLE ASSISTANT: Tirsdag klokken 19:00.

TJENER: OK, lad mig tjekke.

GOOGLE ASSISTANT: Mm-hmm.

TJENER: Vi kan ikke klokken 19:00, men vi kan klare 20:00.

GOOGLE ASSISTANT: Ja, 20:00 er fint.

TJENER: Perfekt. Og kan jeg få deres navn?

GOOGLE ASSISTANT: Fornavnet er Anna.

TJENER: OK, vi tager imod Anna på tirsdag. Tak.

GOOGLE ASSISTANT: OK, fedt. Mange tak.

[BIP]

Resten af demoen viser en sekvens meget ligesom den vi så ved Google I/O. Dog ser vi det denne gang fra restaurantens perspektiv, og umiddelbart er telefonsamtalen ikke meget anderledes end med et rigtigt menneske.

Første test begynder om få uger

Google inviterede forleden dag også et hold af journalister til at afprøve teknologien. Blandt dem var The Verge, som også beretter om, at stemmen lyder lige så menneskelig som ved demonstrationen til Google I/O. Der er altså både tænkepauser som ”ahm” og ”øhm”, og dialogen virker også ganske naturlig uden for lange pauser trods de meget komplicerede algoritmer, der er involveret. Også ved uforudsete situationer er Google Duplex lynhurtig til at finde et passende svar.

Google oplyser, at Google Duplex vil være mulig at teste blandt et lille udvalg af ”betroede testbrugere” hen over de kommende uger, og i første omgang vil der kun være mulighed for at afprøve Google Duplex med udvalgte virksomheder. Til at starte med vil det kun være muligt at få Google Assistent til at ringe til restauranter for at få oplyst åbningstider i ferier, mens reservationer først kommer senere denne sommer. Til sidst vil det være muligt at bestille tid hos en frisør. Det er indtil videre kun disse tre typer af opgaver, som Google Duplex er trænet til at kunne.

Læs også: Disse højttalere har Google Assistent indbygget

Til The Verge fortæller Googles vicedirektør for Google Assistent, Nick Fox, også om flere nye interessante detaljer om Google Duplex. Hvis en virksomhed ikke ønsker, at Google Duplex optager telefonsamtalen, fanger assistenten det med det samme og spørger, om den så må ringe tilbage over en linje, der ikke optager samtalen.

Der vil også senere hen være mulighed for, at firmaer kan tilmelde sig en liste, så de ikke modtager opkald fra Google Duplex. En anden interessant detalje er, at Google Duplex vil blive assisteret af mennesker, som kan træde ind og foretage opkald, hvis Google Duplex ikke selv er i stand til at gennemføre det. Som det ser ud nu, kræver fire ud af fem opkald med Google Duplex ingen menneskelig hjælp.

Det er endnu uvist, hvornår Google Duplex bliver tilgængelig for alle. Det kan dog fortsat dreje sig om år – særligt for os danskere, da teknologien indtil videre kun understøtter engelsk.