Nokia 5800 XpressMusic
Den første mobiltelefon fra Nokia med trykfølsom skærm er en realitet. Styresystemet er en trykfølsom version af S60, der samtidigt er tilpasset musik- og multimedieoplevelser.
Skærmen på 3.2 tommer (640×360 pixels – 16 mio. farver) i 16:9 format, kan både betjenes med fingre og stylus. Afspilleren viser video med 30 billeder i sekundet, og video kan optages i VGA-kvalitet (25 fps). Stillkameraet med Carl Zeiss-optik har 3,2 megapixels opløsning. Musikafspilleren understøtter alle gængse formater.
5800 Xpressmusic har 81 MB indbygget hukommelse, og yderligere 8 GB medfølger i salgspakken. Mobilen understøtter dog microSD-kort på op til 16 GB. Headset kan tilsluttes via 3.5 mm standardstik i toppen.
Dataadgang til nettet sker enten via Turbo 3G (hastighed op til 3.6 Mbps) eller trådløst netværk. Desuden leveres den med Nokia Maps 2.0, samt indbygget A-GPS.
SMS- og mailskrivning sker på et onscreen QWERTY-tastatur og Nokia 5800 Xpressmusic kan rotere displayet, så der kan skrives i horisontal-mode. Alternativet er onscreen T9-tastatur.
Salgsprisen bliver godt 2.600 kroner med moms. Den kommer på markedet i starten af fjerde kvartal 2008.